| | |

Seværdigheder i Barcelona: 32 oplevelser du ikke må gå glip af

Er du ved at planlægge din første rejse til Barcelona og i tvivl om, hvilke af de berømte seværdigheder der rent faktisk er din tid værd, og hvilke du måske hellere skulle springe over?

Så er du landet det helt rigtige sted!

Jeg boede i Barcelona i to et halvt år, og i den tid nåede jeg at besøge stort set alle Barcelonas seværdigheder – og nogle af dem endda flere gange!

Så i stedet for at du skal bruge timevis online på at researche alt om, hvad du bør se og opleve i Barcelona, så har jeg samlet alle de bedste seværdigheder i Barcelona til dig her sammen med mine personlige anbefalinger.

Lad mig sige med det samme: Barcelona er en af Europas mest populære destinationer, men Barcelonas popularitet har også en bagside.

Der er så mange seværdigheder i Barcelona, at det hurtigt kan blive uoverskueligt at planlægge din første tur.

Desuden er nogle dele af byen rigtig hårdt ramt af overturismen, og nogle områder er ganske enkelt uudholdelige på visse tider af døgnet.

Efter min erfaring er der dem, som synes, at Barcelona er al hypen værd, mens andre tager skuffede og utilfredse hjem efter et besøg i byen.

Jeg tror, at en af de bedste måder at undgå at forlade Barcelona skuffet på er at sørge for, at du er bevidst om, hvilke seværdigheder der er bedst at besøge hvornår, for at undgå den største trængsel.

For hvis du planlægger udenom de værste menneskemængder i stedet for at gå lige direkte ind i dem, slipper du for at bruge din ferie i en lang kø og kan i stedet bruge den på at spise tapas og drikke cava!

Det kan det være en rigtig god ide at sørge for at planlægge din tur til Barcelona sådan, at du ser seværdighederne, som ligger inden for det samme område, så du ikke bruger alt din tid i transport.

Og hvis du planlægger at blive længere i Barcelona, har jeg også samlet en masse af de skjulte perler i Barcelona, som aldrig kommer med på de almindelige lister.

Men nu vil jeg altså gerne dele de 32 mest populære oplevelser og seværdigheder i Barcelona, som jeg synes du ikke bør gå glip af!

Seværdighederne er grupperet efter tema, så du kan planlægge din Barcelona-rute efter det, du bedst kan lide. Jeg har også skrevet mine personlige noter og kommentarer til, hvor og hvornår der er værst med turister, og hvad jeg selv ville springe over.

Så uanset om du besøger Barcelona med veninder, med kæresten, eller om du rejser til Barcelona alene, så lad os komme i gang!

En insiders guide til de bedste seværdigheder i Barcelona

Hvad skal du se og opleve i Barcelona?

Disclosure: Nogle af linkene herunder er affiliate links. Det betyder at, uden nogen ekstra omkostninger for dig, vil Becci Abroad tjene en lille kommission, hvis du foretager et køb via et af disse links. Det hjælper med at betale udgifterne til sitet. 

Den korte version: Hvad skal du opleve i Barcelona?

Hvis du har lidt tid, så er her de fem seværdigheder i Barcelona, som jeg ikke synes, at du skal gå glip af, hvis du besøger Barcelona for første gang:

La Sagrada Família og Park Güell kræver begge, at du bestiller billetter i god tid i forvejen, og hvis du besøger Barcelona om sommeren, skal du regne med, at du bliver nødt til at bestille billetterne flere uger i forvejen.

Til Palau de la Música Catalana (som er min yndlingsseværdighed i Barcelona!) er det en god idé at bestille billetter i forvejen, men paladset er normalt mindre populært end Gaudí-bygningerne.

Det gotiske kvarter er en af Barcelonas mest berømte seværdigheder, og i løbet af dagen bliver de smalle gader tit ret fyldte. Så jeg vil helt anbefale, at du står tidligt op og besøger det gotiske kvarter om morgenen.

Bunkers del Carmel-udsigtspunktet er blevet et af de mest populære udsigtspunkter i Barcelona, så det er en god idé at tage derop tidligt, hvis du gerne vil se solnedgangen. Især i sommermånederne bliver Bunkers del Carmel hurtigt fyldt op med mennesker. Det er helt gratis at besøge udsigtspunktet, så jeg vil anbefale at tage lidt snacks eller en let aftensmad med.

Med tre dage i Barcelona kan du nå de klassiske seværdigheder, men jeg vil varmt anbefale dig at blive et par dage ekstra! På fire eller fem dage kan du nemlig også nå en eller to dagsture fra Barcelona!

Den ene ting, du skal vide, inden du booker din rejse: juli og august er ikke de bedste måneder at besøge Barcelona i! Der er ubehageligt varmt og fugtigt i Barcelona.

August er desuden den måned i Spanien, hvor mange spaniere holder ferie, så du vil finde mange lokale butikker, som holder lukket enten et par uger i august eller hele måneden.

Så hvis du har lidt fleksibilitet i forhold til, hvornår du rejser til Barcelona, vil jeg anbefale dig at tage af sted i maj, juni, september eller oktober i stedet. Selv vintermånederne i Barcelona synes jeg personligt, er mere behagelige end i juli og august – selvom du ikke rigtig kan gå på stranden om vinteren!

Er 2026 et godt år at besøge Barcelona?

Hvis du sidder og tænker over, om 2026 er et godt år at besøge Barcelona i, så lad mig sige det ligeud: 2026 bliver et helt særligt år at besøge Barcelona i!

2026 bliver fejret som Gaudí-året, hvor Barcelona officielt markerer 100-året for Antoni Gaudís død. Oven i det bærer Barcelona også titlen som verdens arkitekturhovedstad i 2026.

Barcelona har planlagt en lang række aktiviteter og begivenheder omkring det, lige fra særudstillinger i Sagrada Família og Park Güell til et nyrestaureret rum i Casa Vicens.

Højdepunktet fandt sted den 10. juni 2026, præcis hundrede år efter Gaudís død, hvor Sagrada Famílias centrale Jesus Kristus-tårn endelig blev indviet og velsignet.

Så hvis du spørger dig selv, om det er et godt tidspunkt at opleve Gaudís Barcelona på, er svaret efter min mening tusind gange ja. Du besøger byen i det ene år, der aldrig kommer igen!


De 32 bedste seværdigheder og oplevelser i Barcelona

For at hjælpe dig med at planlægge din rejse til Barcelona, har jeg samlet nogle af de mest populære seværdigheder i Barcelona, som jeg synes, du skal kende, når du besøger Barcelona for første gang!

Oplevelserne og seværdighederne er delt op i forskellige kategorier, så du kan finde det, som du er mest interesseret i. For som jeg nævnte før, er der rigtig mange forskellige oplevelser og seværdigheder i Barcelona!

Kort over seværdigheder i Barcelona

Se alle de bedste seværdigheder i Barcelona på kortet herunder. I øverste hjørne kan du klikke på fuldskærmsikonet og få kortet til at åbne direkte i din Google Maps-app.

Barcelonas ikoniske arkitektur: Gaudí med mere

Vi kan ikke tale om de bedste seværdigheder i Barcelona uden at tale om Antoni Gaudí og modernisme!

Modernismen er den catalanske udgave af den franske arkitekturstil Art Nouveau. Det var en bevægelse inden for kunst og arkitektur, som startede omkring 1888 og varede til omkring 1911 og som satte sig for at genskabe naturens former og farver i arkitekturen.

Antoni Gaudí er det mest berømte navn inden for den catalanske modernisme, men han var langt fra den eneste.

I Barcelona finder du mange modernistiske bygninger, der er tegnet af Gaudí, men det er ikke alle bygninger med bløde linjer, organiske former og farverige mosaikker, der nødvendigvis er Gaudís værker.

Lad os se nærmere på noget af den bedste arkitektur, du kan opleve i Barcelona, både fra Gaudí og fra nogle af de andre store arkitekter fra den tid!

Bliv overvældet af Sagrada Família

Ingen liste over seværdigheder i Barcelona ville være fuldkommen uden at nævne den overdådige La Sagrada Família, Antoni Gaudís mesterværk og et af Barcelonas mest genkendelige vartegn.

Byggeriet af Sagrada Família gik i gang tilbage i 1882, og det er først nu i 2026, at det sidste store tårn står færdigt (og der mangler vist stadig en del andre detaljer på kirken, før den står helt færdig).

Den 10. juni 2026, på hundredårsdagen for Gaudís død, blev Jesus Kristus-tårnet indviet i 172,5 meters højde, hvilket gør La Sagrada Família til verdens højeste kirke.

Det er ingen tilfældighed, at det netop blev 2026, hvor La Sagrada Família nåede så langt. 2026 er hundredåret for Gaudís død.

I La Sagrada Família er hver eneste krog fyldt med betydning, lige fra facaderne, der fortæller om Jesus’ liv, til de imponerende søjler inde i kirken, som strækker sig op mod loftet som træer i en skov.

Når du træder ind i La Sagrada Família, føles det faktisk lidt som at gå ind i en magisk skov med høje træer og sollyset, der falder ind gennem de farvede glasruder, som lys imellem blade i en skov.

Selv hvis du allerede har set den hundrede gange på billeder, er La Sagrada Família i virkeligheden uden tvivl en af de bedste oplevelser i Barcelona!

Bestil dine billetter til La Sagrada Familia online i rigtig god tid. De fleste dage er udsolgt allerede inden kirken åbner dørene, og køen udenfor bliver meget lang (og jeg mener virkelig lang!).

Jeg vil kraftigt anbefale, at du kun køber dine billetter til Sagrada Família gennem den officielle hjemmeside eller en etableret platform som GetYourGuide eller Viator. Der er alt for mange historier online om folk, der bliver snydt af uautoriserede tredjepartssælgere!

Efter min mening kan du godt springe den betalte guidede tur over. Audioguiden, der følger med standard-billetten, er meget grundig (og forståeligt engelsk!), og det giver dig bedre frihed til at gå rundt på egen hånd inde i kirken. Du skal bare huske at tage dine egne høretelefoner med og hente appen, inden du ankommer.

På trods af at jeg boede i Barcelona i to et halvt år, har jeg kun besøgt Sagrada Família én gang. Det var, da to af mine veninder fra Danmark kom på besøg i en lang weekend, kort efter at vi var flyttet til Barcelona.

Men jeg er gået forbi Sagrada Família utallige gange, enten på vej til en lægetid eller på vej ud for at få en drink med mine venner.

Et lille ekstra fototip: Kirken ligger midt imellem to små parker, og den med den lille sø er det klassiske fotostop ved Sagrada Família – og det er helt gratis!

Entré: Billetter til Sagrada Família starter ved 26 euro (ca. 195 kr.) for en standardbillet inklusive audioguide i appen. Adgangen til tårnene starter ved 36 euro (ca. 270 kr.).

Åbningstider:

  • Vinter (november til februar):
    • Mandag til lørdag: fra kl. 9 til 18
    • Søndag: fra kl. 10.30 til 18
  • Sommer (april til september):
    • Mandag til fredag: fra kl. 9 til 20
    • Lørdag: fra kl. 9 til 18
    • Søndag: fra kl. 10.30 til 20

Vær opmærksom på, at åbningstiderne er lidt anderledes i marts og oktober. Tjek den officielle hjemmeside for Sagrada Família, inden du tager af sted.

Nærmeste metro: Sagrada Família (L2 og L5).

Adresse: Sagrada Família, Carrer de Mallorca 401, Eixample.

Bestil din billet til Sagrada Família

Gå på opdagelse i Park Güell

Park Güell er Gaudís eventyrlige park, der ligger på en skråning i Barcelona-bydelen Gràcia, og tilbyder en fantastisk udsigt over Barcelona.

Der er mange delte meninger online om, hvorvidt Park Güell er et besøg værd. Personligt er det et af mine yndlingssteder i Barcelona på grund af parkens kombination af arkitektur, natur og en fantastisk udsigt over Barcelona!

Når du går ind ad hovedindgangen til Park Güell, bliver du mødt af en stor trappe og to fantasifulde pavilloner, der mest af alt ligner to store honningkagehuse.

Midt på trappen finder du et firben lavet i farverig mosaik. Det er El Drac, Barcelonas elskede maskot.

Halvvejs oppe ad trappen ved hovedindgangen til Park Güell træder du ind i Hypostylhallen, en stor hal med en skov af søjler. Husk at kigge op i loftet, som er dækket af smukke mosaikdetaljer.

Over Hypostylhallen ligger Park Güells nok mest ikoniske og mest fotograferede sted i hele parken: den mosaikklædte bænk, der bølger sig langs kanten som en slange.

Fra bænken har du en fantastisk udsigt over Barcelonas skyline, hvor du kan beundre Sagrada Família, som tårner sig op over byen, og havet ligger i baggrunden.

Det centrale område i Park Güell tager ikke mere end omkring 30 til 40 minutter at opleve, men der er masser af andre dele af parken, du kan besøge! Jo højere du går op ad trapper og stier i parken, desto bedre udsigt får du over Barcelona. Læs min guide til Park Güell for alt, hvad du skal vide, inden du tager derhen.

Park Güell blev erklæret som UNESCO-verdensarv i 1984, og i dag kan du kun besøge det centrale område af Park Güell med en tidsbegrænset billet.

Park Güell lukker kun 1.400 besøgende ind i timen, så billetter samme dag bliver normalt hurtigt udsolgt, især i højsæsonen.

Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du køber dine billetter til Park Güell i god tid gennem den officielle hjemmeside, GetYourGuide eller Viator.

Personligt vil jeg anbefale dig at booke det tidligste tidsrum om morgenen i Park Güell, så du undgår de værste menneskemængder og får morgensolen i parken med.

Entré: Billetter til Park Güell starter ved 18 euro (ca. 135 kr.) for voksne. Børn mellem 7 og 12 år og personer over 65 år betaler 13,50 euro (ca. 100 kr.). Børn under 6 år kommer gratis ind.

Åbningstider:

  • Dagligt fra kl. 9.30 til 19.30 om sommeren
  • Dagligt fra kl. 9.30 til 17.30 om vinteren
  • Sidste indgang er 30 minutter før lukketid.

Nærmeste metro: L3 til Vallcarca eller Lesseps. Turen til fods fra Lesseps tager cirka 10 minutter og går svagt opad. Turen fra Vallcarca går meget stejlt opad og efterlader dig ved parkens øvre indgang.

Adresse: Park Güell, Carrer d’Olot 16, Gràcia.

Bliv imponeret af Casa Batlló

Casa Batlló er et af Antoni Gaudís mest spektakulære værker og virkelig en af de mest populære seværdigheder i Barcelona!

Casa Batlló bliver regnet for en af de mest ikoniske modernistiske bygninger i Barcelona, og den rummer hele essensen af den catalanske modernisme med bløde former og farverige detaljer overalt. Den catalanske modernisme handler netop om at genskabe naturens former og farver i arkitekturen.

Den mest ikoniske del af Casa Batlló er bygningens facade. Fra top til bund er facaden dækket af blålige mosaikker med buede vinduer og altaner, og fra taget titter en dragelignende hale frem.

Byggeriet af Casa Batlló gik i gang i 1904, da Gaudí blev hyret af en velhavende catalansk industrimand ved navn Josep Batlló til at bygge huset om til sig selv og sin familie.

Gaudí brugte sin tids mest moderne teknologi og teknikker til at designe et hus, hvor funktionalitet, ordentlig ventilation og lysindfald blev blandet med et helt exceptionelt design.

I 2021 gennemgik Casa Batlló en gennemgribende renovering med fokus på at bruge moderne teknologi og tage de besøgende med på en rejse ind i Gaudís kreative og innovative univers. Som resultat af renoveringen vandt Casa Batlló i 2022 prisen for Europas bedste immersive oplevelse.

Casa Batlló er svær at overse med sin centrale placering på en af Barcelonas mest centrale gader, Passeig de Gràcia, med sin farverige mosaikfacade og den uendelige kø af ivrige besøgende, der venter på at komme indenfor.

Casa Batlló er en af de mest besøgte Gaudí-bygninger i Barcelona med mere end to millioner besøgende hvert år. Så for at få den bedste oplevelse vil jeg klart anbefale at bestille billetter tidligt om morgenen eller til den allersidste tid om aftenen for at komme uden om menneskemængderne. Jeg besøgte Casa Batlló i januar i år på et af de sidste tidspunkter, og min veninde og jeg havde næsten hele stedet for os selv – og det sker ikke særlig tit!

Der findes flere forskellige billettyper til Casa Batlló, som giver adgang til forskellige dele af huset. Casa Batlló bruger dynamiske priser på alle sine billettyper, så du sparer både penge og tid ved at booke tidligt!

Entré: Billetter til Casa Batlló starter ved 25 euro (ca. 185 kr.) for voksne i den “blå” billetkategori. Børn under 12 år kommer gratis ind.

Åbningstider: Dagligt fra kl. 8.30 til 22.30.

Nærmeste metro: Passeig de Gràcia (L3 og L4).

Adresse: Casa Batlló, Passeig de Gràcia 43, Eixample.

Læs mere om, hvordan du besøger den populære seværdighed i Barcelona med min store guide til Casa Batlló!

Bliv endnu mere imponeret af koncertsalen Palau de la Música Catalana

Det er ikke alle modernistiske bygninger i Barcelona, der er Gaudí! Og nogle af de modernistiske bygninger, der ikke er Gaudí, er endda mere værd at besøge end Gaudís egne.

For mig er det Palau de la Música Catalana, eller det catalanske musikpalads på dansk!

Palau de la Música Catalana er en koncertsal tegnet af den catalanske arkitekt Lluís Domènech i Montaner og bygget færdig på bare tre år, fra 1905 til 1908.

Facaden imponerer med en dramatisk skulptur på hjørnet af bygningen, der ser ud, som om den næsten bryder ud af muren. Men det er før du træder indenfor, at den rigtige magi begynder!

Inde i Palau de la Música Catalana er det som en eksplosion af farverige mosaikker, farvede glasruder og smukke blomstermotiver.

Den store koncertsal er husets kronjuvel med flerfarvede fliser, udskårne detaljer og et spektakulært ovenlysvindue lavet i farvet glas, som bader rummet i regnbuefarvet lys.

På vejen til den store koncertsal kan du også komme ud på en udendørs balkon, der går under navnet “stenhaven”, fordi hver eneste af dens søjler er dækket af mosaikker, der forestiller forskellige blomster.

Balkonen er et af de mest populære fotostop for det perfekte Instagramfoto i Barcelona, og nogle gange skal du have lidt tålmodighed, hvis du gerne vil have et billede lige netop dér.

I 1997 kom Palau de la Música Catalana på UNESCOs verdensarvsliste, og efter min mening er det et af de smukkeste og mest imponerende vartegn i hele Barcelona.

Du kan besøge Palau de la Música Catalana med en guidet tur, på egen hånd med en audioguide eller ved at gå til en rigtig koncert. Programmet spænder fra klassisk og opera til jazz og flamenco, og billetterne på den officielle hjemmeside kan være overraskende overkommelige i pris!

Entré: Billetter til Palau de la Música Catalana starter ved omkring 20 euro (ca. 150 kr.) for et besøg på egen hånd eller med audioguide.

Åbningstider:

  • Mandag til lørdag: fra kl. 8.30 til 21
  • Søndag og helligdage: fra kl. 8.30 til 15.30

Nærmeste metro: Urquinaona (L1 og L4).

Adresse: Palau de la Música Catalana, Carrer Palau de la Música 4-6, Sant Pere.

Bestil din billet til Palau de la Música Catalana

Besøg Europas smukkeste hospital, Recinte Modernista de Sant Pau

Efter min mening er Recinte Modernista de Sant Pau, eller oversat til dansk som “det modernistiske hospitalsanlæg Sant Pau”, en af de mest oversete seværdigheder i Barcelona!

Sant Pau Hospitalet er især et godt sted at besøge i Barcelona, hvis du elsker arkitektur, men ikke er så vild med menneskemængderne ved Sagrada Família eller Casa Batlló!

Sant Pau fungerede som et rigtigt hospital helt frem til 2009 og består af smukt udsmykkede pavilloner forbundet af underjordiske tunneler. Over jorden er pavilloner placeret mellem fredelige haver.

Det tidligere hospitalkompleks blev tegnet af Lluís Domènech i Montaner, den samme som tegnede Palau de la Música Catalana. Og faktisk blev Sant Pau-hospitalet optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1997 sammen med Palau de la Música Catalana.

I dag er Sant Pau et museum og et kulturcenter, hvor flere af pavillonerne bliver brugt af lokale NGO’er og organisationer. Da jeg besøgte stedet med min mor og stedfar en lørdag formiddag, var der en yogatime i gang midt i parken bag hovedbygningen, så det er et sted, der stadig bruges til lokale aktiviteter.

Sant Pau ligger kun 10 minutters gang fra La Sagrada Família, og der kommer kun en brøkdel af de besøgende!

I vintersæsonen i Barcelona, fra sidst i november til først i januar, er Sant Pau vært for et stort lysshow, Els Llums de Sant Pau, der forvandler hele området med farverige lys efter mørkets frembrud.

Entré: Billetter til Sant Pau-hospitalet starter fra 17 euro (ca. 125 kr.) for voksne. Gratis adgang den 23. april (Sant Jordi), den 24. september (La Mercè, Barcelonas store byfest) og på Nat på Museerne i maj.

Åbningstider:

  • Sommer (april til oktober):
    • Dagligt fra kl. 9.30 til 18.30
  • Vinter (november til marts):
    • Dagligt fra kl. 9.30 til 17

Nærmeste metro: Sant Pau | Dos de Maig (L5) eller Guinardó | Hospital de Sant Pau (L4).

Adresse: Sant Pau, Carrer de Sant Antoni Maria Claret 167, Horta-Guinardó.

Bestil din billet til Sant Pau-hospitalet!

Besøg Casa Milà (La Pedrera)

Nogle få gader længere op ad Passeig de Gràcia fra Casa Batlló finder du Casa Milà, også bedre kendt som La Pedrera.

La Pedrera var Gaudís sidste private boligprojekt og blev bygget mellem 1906 og 1910. Den bølgende stenfacade og smedejernsaltanerne kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1984 sammen med Park Güell og Palau Güell.

Du kan besøge Casa Milà indefra og få adgang til bygningens tagterrasse, der har nogle imponerende mosaikbeklædte skorstene og en fantastisk udsigt over Barcelona.

Har du travlt, eller er dit Barcelona-rejsebudget til adgangsbilletter ved at være brugt op? Billetterne til Barcelonas mange seværdigheder løber hurtigt op, så husk på at du også bare kan lave et stop og se Casa Milà udefra.

Facaden med de bølgende sten er helt speciel at beundre fra gaden, og du kan kigge gratis ind på caféen i stueetagen og få noget at drikke.

Personligt har jeg faktisk aldrig besøgt Casa Milà indeni, selvom jeg har været i Casa Batlló hele tre gange!

Entré: Billetter til Casa Milà starter fra 29 euro (ca. 215 kr.) for voksne med videoguide.

Åbningstider:

  • Sommer (marts til begyndelsen af november):
    • Dagligt fra kl. 9 til 20.30
    • Aftenbesøg: fra kl. 20.40 til 22.20
  • Vinter (november til februar):
    • Dagligt fra kl. 9 til 18.30
    • Aftenbesøg: fra kl. 19 til 23

Nærmeste metro: Diagonal (L3 og L5).

Adresse: Casa Milà, Passeig de Gràcia 92, Eixample.

Bestil dine billetter til Casa Milà i Barcelona

Oplev Gaudís første hus, Casa Vicens

Casa Vicens i Barcelona-bydelen Gràcia er en mindre kendt seværdighed i Barcelona, som er værd at besøge, hvis du interesserer dig for arkitektur og Gaudís bygninger.

Casa Vicens var Gaudís første store projekt og den bygning, der satte gang i hans karriere som modernistisk arkitekt.

Selvom stilen i Casa Vicens er tydeligt anderledes end for eksempel Casa Batlló, kan du stadig se noget af den inspiration og de kendetegn, som Gaudí senere udviklede i Casa Batlló og La Sagrada Família.

Casa Vicens blev bygget mellem 1883 og 1888 for den lokale købmand Manuel Vicens i Montaner og kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2005 sammen med Casa Batlló og kirken i Colònia Güell.

Facaden på Casa Vicens er et iøjnefaldende festfyrværkeri af flerfarvede fliser med blomstermotiver blandet med balkoner lavet i smedejern. Indenfor i Casa Vicens virker det, som om hvert eneste rum har sin helt egen personlighed.

Da huset blev bygget, lå det frit midt i en stor have, men i løbet af årene blev grunden solgt fra. I dag er der kun en lille del af haven tilbage i det, der nu er det travle Gràcia-kvarter.

Casa Vicens er i dag et museum, og du kan frit gå rundt inde i bygningen.

Casa Vicens er generelt mindre besøgt end sine mere populære brødre, Casa Batlló og Casa Milà. Dog er det stadig en god idé at reservere billetter til Casa Vicens i forvejen.

Jeg besøgte Casa Vicens sammen med min mor og stedfar kort efter at vi var flyttet til Barcelona.

Entré: Billetter til Casa Vicens starter ved 22 euro (ca. 165 kr.) for voksne inklusive audioguide.

Åbningstider:

  • Sommer (marts til oktober):
    • Dagligt fra kl. 9 til 20
  • Vinter (november til februar):
    • Dagligt fra kl. 9 til 18

Nærmeste metro: Fontana (L3).

Adresse: Casa Vicens, Carrer de les Carolines 20-26, Gràcia.

Beundre den smukke arkitektur i Eixample-kvarteret

Eixample er det mest elegante kvarter i Barcelona, og det bedste sted at opleve Barcelonas smukke moderniske arkitektur!

Eixample blev bygget i 1800-tallet, da Barcelona endelig voksede ud over sine middelaldermure. Området er bygget op med et gadenet delt i firkanter og føles lidt som at gå rundt i et udendørs museum for modernistisk arkitektur.

Casa Batlló og Casa Milà får al berømmelsen, men hvis du går en tur langs Eixamples brede boulevarder og små sidegader, vil du finde mange andre smukke bygninger.

Det lille stykke af Passeig de Gràcia, hvor Casa Batlló ligger, har fået kælenavnet Illa de la Discòrdia, eller oversat “Uenighedens karré”, fordi tre rivaliserende arkitekter byggede vidt forskellige moderniske huse side om side.

Lige ved siden af Casa Batlló har du, Casa Amatller, en anden imponerende modernistisk bygning.

Og på hjørnet fra Casa Batlló finder du desuden en af mine yndlingsbygninger i Barcelona: Casa Lleó Morera, som desværre er lukket for offentligheden, men facaden med sine lyserøde fliser og blomstermotiver er stadig et stop værd!

På Passeig de Gràcia er selv de sekskantede fortovsfliser, som du går rundt på, tegnet af Gaudí!

Et stenkast fra Passeig de Gràcia finder du desuden to af mine favoritbygninger i Barcelona, som er blandt de mindre kendte:

  • Casa Comalat, en smuk og storslået modernistisk bygning med en overraskende mosaikfacade på bagsiden af huset.
  • Casa de les Punxes, en modernistisk bygning midt på Avinguda Diagonal, der ligner et slot blandet med masser af blomstermotiver og mosaikker.

Eixample er også et af de mest populære steder for lokale at mødes til en caña (øl) efter arbejde eller i weekenden.

To gode gader, hvis du vil kombinere smuk modernistisk arkitektur med lokale tapasbarer, er Carrer d’Enric Granados (link til Google Maps) og Rambla de Catalunya (som altså ikke er det samme som den berygtede La Rambla-gade, vi kommer til længere nede).

Jeg har selv gået ned ad Passeig de Gràcia talrige gange på vej til arbejde, da jeg boede i Barcelona, og det er, som om man altid opdager noget nyt i den her del af Barcelona..


Det historiske Barcelona og den gamle bydel

Lad os nu forlade Barcelonas modernistiske mesterværker og gå omkring to tusind år tilbage i tiden og ind i den ældste del af Barcelona.

Her er nogle af de bedste seværdigheder og oplevelser i Barcelonas gamle bydel!

Far vild i det gotiske kvarter

En af de mest populære oplevelser i Barcelona er at besøge smalle gader i det gotiske kvarter, eller Barri Gòtic, som området hedder på catalansk!

Det gotiske kvarter er Barcelonas ældste bydel og er bygget direkte oven på den oprindelige romerske bosættelse. Dele af det gotiske kvarter i Barcelona er over 2.000 år gamle.

Det gotiske kvarter føles som en labyrint af brostensbelagte gader, middelalderbygninger, skjulte gårdhaver, hvor tiden virker til at stå stille.

Det gotiske kvarter byder på mange historiske bygninger og pladser, blandt andet Basílica de Santa Maria del Pi, en gotisk kirke fra 1200-tallet, og Plaça Sant Jaume, som har været byens politiske hjerte siden 1300-tallet og huser Casa de la Ciutat, Barcelonas rådhus.

På Barcelonas historiske museum, Museu d’Història de Barcelona (MUHBA), kan du lære om byens historiske udvikling og gå gennem de udgravede rester af den romerske by under det moderne Barcelona.

I det gotiske kvarter, lige ved siden af den populære gade La Rambla, finder du også Plaça Reial, en palmeomkranset plads med lygtepæle tegnet af Gaudí. Plaça Reial er et perfekt sted at sidde og kigge på mennesker, men jeg vil bestemt ikke anbefale dig at spise der, for det er meget turistet!

Der er så mange forskellige ting at se og opleve i det gotiske kvarter, men jeg bliver nødt til at være ærlig: Det gotiske kvarter efterlader mig altid med blandede følelser.

Bydelen er en af de mest stemningsfulde og historiske områder af Barcelona, men det gotiske kvarter er også en af de mest turistede og overfyldte dele af Barcelona.

De smalle gader og de små pladser kan føles ubehageligt propfulde af turistgrupper og souvenirbutikker.

Så min klare anbefaling er at besøge det gotiske kvarter tidligt om morgenen, inden menneskemængderne kommer, så du kan opleve det gotiske kvarter for sin historie og ikke kæmpe om pladsen med alle de andre turister.

Selvom det er meget populært at overnatte i det gotiske kvarter, vil jeg faktisk ikke anbefale dig at bestille hotel eller overnatning her på din tur til Barcelona. Det er så meget pænere og mere behageligt at bo i Eixample.

Nærmeste metro: Jaume I (L4) eller Liceu (L3).

Adresse: Det gotiske kvarter ligger mellem La Rambla og Via Laietana.

Oplev det gotiske kvarter på en byvandring og få alle historierne om Barcelonas ældste bydel:

Besøg Barcelona’s Cathedral

Den største seværdighed i Barcelonas gotiske kvarter er Barcelonas katedral, som officielt hedder Catedral de la Santa Creu i Santa Eulàlia på catalansk.

Barcelonas katedral ligner en smuk middelalderkirke og størstedelen af kirken er også fra middelalderen… Men den berømte facade, som alle mennesker fotograferer fra pladsen foran katedralen, blev faktisk først færdig i 1913!

Byggeriet af Barcelonas gotiske katedral gik i gang i 1298, og selve kirkerummet og klostergården stod stort set færdige i 1448.

Men den vestvendte facade blev stående ufærdig i over 400 år, indtil en lokal bankmand ved navn Manuel Girona i Agrafel betalte for at få den gjort færdig mellem 1882 og 1913 efter den tegning fra 1400-tallet, der bare aldrig var blevet bygget.

Så det er lidt sjovt at tænke på, at den mest “middelalderlige” del af katedralen er yngre end dele af Sagrada Família!

Du kan komme ind i katedralen og endda gå helt op på taget og få en smuk udsigt over Barcelonas gamle bydel.

Entré: Billetter til Barcelonas katedral starter fra 16 euro (ca. 120 kr.) for voksne.

Åbningstider:

  • Mandag til fredag: fra kl. 9.30 til 18.30
  • Lørdag: fra kl. 9.30 til 17.15
  • Søndag og helligdage: fra kl. 14 til 17

Nærmeste metro: Jaume I (L4).

Adresse: Barcelonas katedral, Plaça Nova, det gotiske kvarter.

Bestil din billet til Barcelonas katedral

Tag et billede af vægmaleriet med de kyssende læber

Gemt væk på en lille plads foran katedralen finder du et af Barcelonas mest fotograferede kunstværker: et vægmaleri med to kyssende læber.

Vægmaleriet består af en mosaik af små fotografier, som på afstand ligner et kæmpestort fotografi af to mennesker, der kysser.

Hvis du går tættere på vægmaleriet, kan du se, hvordan hver eneste lille brik i vægmaleriet viser et forskelligt fotografi.

Vægmaleriet af de kyssende læber er sat sammen af omkring 4.000 bittesmå fotografier! Faktisk var det Barcelonas borgere, der bidrog til projektet og indsendte deres egne private billeder.

Kunstværket hedder El Món Neix en Cada Besada på catalansk, som oversat til dansk betyder “Verdenen begynder med hvert kys”, og blev lavet i 2014 af den lokale kunstner Joan Fontcuberta.

Fontcuberta lavede værket sammen med keramikeren Antoni Cumella, som trykte fotografierne på de enkelte keramiske fliser.

Værket blev afsløret for at markere 300-året for Barcelonas belejring i 1714, en begivenhed, som Catalonien stadig mindes hvert år på Cataloniens nationaldag den 11. september, La Diada.

Nærmeste metro: Jaume I (L4) eller Liceu (L3).

Adresse: Vægmaleriet “Verdenen begynder med hvert kys”, Plaça d’Isidre Nonell, det gotiske kvarter.

Fotografer Pont del Bisbe

Det nok mest fotograferede sted i det gotiske kvarter er Pont del Bisbe, eller Bispebroen på dansk.

Pont del Bisbe er en elegant nygotisk bro, der buer hen over Carrer del Bisbe lige ved katedralen.

Dog stammer Pont del Bisbe slet ikke fra middelalderen! Broen blev bygget i 1928 af den lokale arkitekt Joan Rubió i Bellver, som en del af Barcelonas restaureringsprojekt op til verdensudstillingen i 1929.

I 1927 præsenterede Rubió i Bellver en plan for at ombygge hele det gotiske kvarter inden verdensudstillingen. Hans idé var ikke bare at restaurere bydelen, men at rive hver eneste bygning omkring katedralen ned, som ikke var gotisk, og så bygge det hele op igen i nygotisk stil, så hele kvarteret ville hænge sammen arkitektonisk.

Planen blev dog forkastet af det lokale bystyre i Barcelona, og den eneste del af den, der rent faktisk blev til noget, var Pont del Bisbe!

Hvis du kigger godt efter på undersiden af buen af Pont del Bisbe, kan du se et lille kranium med en dolk stukket igennem.

Mange lokale tolker kraniet som Joan Rubió i Bellvers hævn over de embedsmænd, der forkastede hans store plan for det gotiske kvarter. Der er mange vandrehistorier om, hvorvidt kraniet med dolken er ment som en forbandelse rettet mod de kritikere, der slog planen ihjel, eller en gravsten for selve planen.

Pont del Bisbe forbinder Palau de la Generalitat, som huser Cataloniens regering, med det historiske Casa dels Canonges, som oversat til dansk bliver “Kannikehuset”.

Jeg vil på det kraftigste anbefale dig at besøge Pont del Bisbe tidligt om morgenen!

Et tidligt besøg giver dig ikke bare mulighed for at få et billede af den ikoniske bro uden alt for mange mennesker omkring dig. Det bløde morgenlys på stenene og brostenene giver også det hele et helt magisk skær!

Nærmeste metro: Jaume I (L4).

Adresse: Pont del Bisbe, Carrer del Bisbe, det gotiske kvarter.

Gå på opdagelse i gaderne i El Born

Lige ved siden af det gotiske kvarter finder du El Born, en historisk bydel, der ofte bliver overset til fordel for sin mere berømte nabo.

El Born byder på den samme middelalderlige charme som det gotiske kvarter med en mere lokal og kreativ energi, og de smalle gader er fyldt med små butikker, vinbarer og tapassteder.

En af mine yndlings-souvenirbutikker i Barcelona, Mercilona, ligger i El Born, og den er et perfekt stop, hvis du vil have lokalt håndværk med hjem!

En af de mest populære seværdigheder i El Born er at besøge kirken Basílica de Santa Maria del Mar eller Havets Katedral på dansk. Kirken går tilbage til 1200-tallet og er et mesterværk inden for catalansk gotik.

Du kan komme op på kirkens tag, hvorfra du har en smuk udsigt over El Born og det gotiske kvarter.

Jeg besøgte kirken og dens tag på en smuk, klar vinterdag i Barcelona, og jeg havde kirketaget helt for mig selv!

Fra kirken løber en bred gågade, Passeig del Born, som er et rigtig godt sted at gøre holdt og få tapas og en drink efter din tur rundt i kvarteret!

Nærmeste metro: Jaume I (L4) eller Barceloneta (L4).

Adresse: El Born, Ciutat Vella.

Tag med på en byvandring og lær mere om El Born

Besøg Picasso-museet

En kort gåtur fra Santa Maria del Mar finder du Picasso-museet, som er en af de bedste seværdigheder i Barcelona, hvis du er glad for kunst!

Picasso-museet i Barcelona rummer en af verdens mest omfattende samlinger af Picassos værker, blandt andet malerier, skulpturer, keramik og skitser fra hans helt tidlige år til hans senere perioder.

Museet ligger i fem sammenbyggede middelalderpalæer midt i El Born, hvilket giver en ret unik ramme om den berømte malers værker.

Hvis du gerne vil spare lidt på din rejse til Barcelona, skal du være opmærksom på, at Picasso-museet tilbyder gratis adgang!

Picasso-museet har, for eksempel, gratis adgang hver torsdag eftermiddag om vinteren og torsdag, fredag og lørdag aften om sommeren! Dertil kommer, at museet også har gratis adgang den første søndag i hver måned (det er der i øvrigt mange museer i Barcelona, der har!) .

Du skal dog sørge for at bestille din gratis billet på forhånd og gerne i så god tid som muligt!

Billetterne til de gratis besøg på Picasso-museet bliver normalt først frigivet fire dage i forvejen, og de bliver gerne revet væk i løbet af få timer. Så hvis du vil udnytte tilbuddet, kræver det lidt planlægning og lidt held.

Du skal dog være opmærksom på, at de gratis besøgstider på Picasso-musset er meget populære, og det betyder tit, at der er rigtig mange mennesker, der besøger museet på samme tid.

Så hvis du ikke bryder dig om trængsel, og du rigtig gerne vil besøge Picasso-museet i Barcelona, kan det måske betale sig at købe en almindelig billet og besøge museet, når der ikke er gratis adgang.

Tjek Picasso-museets hjemmeside for detaljerne og for at reservere den gratis billet!

Entré: Billetter til Picasso-museet starter fra 14 euro (ca. 105 kr.) online for voksne og 15 euro (ca. 110 kr.) i billetsalget i døren.

Åbningstider:

  • Sommer (april til september):
    • Tirsdag, onsdag og søndag: fra kl. 9 til 20
    • Torsdag, fredag og lørdag: fra kl. 9 til 21
  • Vinter (oktober til marts):
    • Tirsdag til søndag: fra kl. 10 til 19
  • Bemærk: Picasso-museet holder lukket om mandagen.

Nærmeste metro: Jaume I (L4).

Adresse: Picasso-museet, Carrer Montcada 15-23, El Born.

Bestil en guidet rundvisning på Picasso-museet i Barcelona

Gå under Barcelonas triumfbue, Arc de Triomf

Arc de Triomf er en stor triumfbue i røde mursten, der er blevet en af de klassiske must-see-seværdigheder i Barcelona.

Triumfbuen, som er 30 meter høj, står for enden af promenaden Passeig de Lluís Companys, som fører direkte ned til Ciutadella-parken i El Born-kvarteret.

Arc de Triomf blev tegnet af den catalanske arkitekt Josep Vilaseca i Casanovas som hovedindgang til verdensudstillingen i Barcelona i 1888.

Passeig de Lluís Companys-promenaden er en yndet scene for gadekunstnere, men du skal også passe godt på lommetyve i det her område af Barcelona.

Arc de Triomf er lidt af en skuffelse som mål i sig selv, men det er en dejlig fem minutters gåtur på vej mod Ciutadella-parken.

Så jeg vil klart anbefale at kombinere et besøg ved Triumfbuen med et besøg i Ciutadella-parken. Især sidst på eftermiddagen er lyset på Arc de Triomf så smukt!

Nærmeste metro: Arc de Triomf (L1).

Adresse: Arc de Triomf, Passeig de Lluís Companys, Sant Pere.

Tag på en picnic i Ciutadella-parken

Parc de la Ciutadella, eller Ciutadella-parken på dansk, er et af de største og mest populære grønne områder i Barcelona.

Den populære park ligger lige i udkanten af El Born, og i weekenderne, især om sommeren, er det her, de lokale kommer for at holde picnic på græsset, spille musik og ro i små både på søen midt i parken.

Inde i Ciutadella-parken finder du historiske bygninger, museer, Barcelona Zoo og Cataloniens parlament.

Den helt store seværdighed i Ciutadella-parken er Cascada Monumental, et stort springvand med forgyldte skulpturer på toppen. Cascada Monumental er et meget populært fotostop i Barcelona!

Fra Ciutadella-parkens hovedindgang har du udsigt lige op til Arc de Triomf, så de to steder er i virkeligheden én gåtur frem for to.

Ciutadella-parken huser også en af mine absolutte yndlings skjulte perler i Barcelona, som efterhånden nok ikke er så skjult længere: Ciutadella-parkens gamle drivhuse.

Den bedste måde at opleve Ciutadella-parken på er at hente en sandwich og en kaffe på en af de mange caféer i El Born og tage på picnic i parken.

Nærmeste metro: Arc de Triomf (L1) eller Barceloneta (L4).

Adresse: Ciutadella-parken, Passeig de Picasso 21, Ciutat Vella.


Markeder, mad og local kultur i Barcelona

Vi har dækket nogle af de vigtigste bygninger og vartegn, du skal kende i Barcelona, så lad os tale lidt mere om den del af Barcelona, som du kan spise og drikke dig igennem!

Her finder du nogle af de bedste oplevelser i Barcelona inden for mad, drikke og lokal kultur!

Køb en snack på Boqueria-markedet

Boqueria-markedet er en af de mest populære seværdigheder i Barcelona, og efterhånden også et ret turistet sted, hvis jeg skal være helt ærlig med dig.

Boqueria-markedet, som egentlig hedder Mercat de Sant Josep de la Boqueria på catalansk, er også lidt af et klassisk must-see i Barcelona, så jeg vil anbefale, at du tager et smut forbi, kigger indenfor, køber en snack med på vejen, og går videre igen.

Boqueria-markedet ligger lige ved La Rambla i hjertet af Barcelona, og markedet har rødder helt tilbage til omkring 1217, hvor den første kendte omtale af markedet findes.

Næsten hver eneste bydel i Barcelona har sit eget lokale marked, men Boqueria-markedet er det mest berømte af alle Barcelonas markeder. Ligesom på ethvert andet lokalt marked i Spanien er Boqueria-markedet fyldt med frisk frugt, fisk og skaldyr, jamón og mange forskellige lokale delikatesser.

Jamón er en spansk lufttørret skinke, og det virkelig gode af slagsen, som hænger ned fra loftet, er jamón ibérico, lavet på sortfodede iberiske grise, der er fodret med agern.

Hvis du vil have en mere lokal vinkel, kan du tage på et paella-madlavningskursus, hvor du først handler ind til retten på markedet og derefter lærer at lave den.

Åbningstider:

  • Mandag til lørdag: fra kl. 8 til 20.30
  • Lukket om søndagen

Nærmeste metro: Liceu (L3).

Adresse: Mercat de la Boqueria, La Rambla 91, Ciutat Vella.

Oplev Boqueria-markedet i Barcelona som en del af et madlavningskursus:

Smag på lokalt catalansk mad

Catalonien har sin helt egen madkultur, som både ligner det traditionelle spanske køkken og adskiller sig fra det. I Barcelona finder du mange spændende restauranter, hvor du kan smage både catalansk og international mad.

I Barcelona og Catalonien støder du på pa amb tomàquet, som på spansk hedder pan con tomate, og som ganske enkelt betyder “brød med tomat”.

Det er en enkel ret bestående af ristet brød gnedet med moden tomat, olivenolie og salt. Du finder pa amb tomàquet både på morgenmadsmenuen og som en mulighed på tapas-menuen om aftenen.

En anden klassisk tapa at prøve i Barcelona er patatas bravas, som er stegte kartoffelstykker med en stærk sauce, og hver eneste bar i byen påstår, at de har de bedste patatas bravas!

Hvis du er mere til noget til den søde tand, så prøv crema catalana, som er Cataloniens svar på den franske crème brûlée. Crema catalana er en cremet dessert med et låg af karamelliseret sukker, der smages til med citron og kanel frem for vanilje.

Og hvis du besøger Barcelona om vinteren eller i det tidlige forår, bør du ikke gå glip af smage calçots.

Calçots er lange grillede forårsløg, som du dypper i romesco, en catalansk sauce lavet på ristede røde peberfrugter, tomater, hvidløg og mandler. Du spiser dem med fingrene og får en hagesmæk på, hvorfor det virkelig hurtigt bliver noget griseri at spise sådan!

Drik local cava og vermut

Cava er en mousserende vin, der mest bliver produceret i Penedès-området lige uden for Barcelona. Cava er dybest set Cataloniens svar på champagne, bare til en meget mere fornuftig pris!

Så hvis du er til mousserende vin og champagne-wannabes, så vil jeg klart anbefale, at du bestiller et glas catalansk cava, når du besøger Barcelona!

Jeg fik godt og grundigt smag for at drikke cava med veninderne, da jeg boede i Barcelona!

Mine yndlingssteder til cava er enten en tagterrasse med udsigt over Barcelona eller Can Paixano, en lokal bar i Barceloneta-bydelen, hvor de kun serverer hjemmelavede sandwich og lokal cava.

En anden lokal spansk vane, som jeg helt og aldeles har overtaget, da jeg boede i Barcelona (og som jeg stadig holder ved lige her i Madrid), er at drikke vermut!

La hora del vermut betyder “vermuttimen” og er en lokal tradition, hvor man får et glas vermut serveret med oliven, typisk før frokost og sidst på eftermiddagen som en drink efter arbejde.

Enhver lokal tapasbar og restaurant med respekt for sig selv serverer vermut i Barcelona, og jeg vil på det kraftigste anbefale dig at give den en chance!

Se de lokale bygge menneskepyramider

En af de mest forunderlige traditioner i Catalonien er at bygge menneskepyramider, også kaldet castells.

Castells er endda blevet anerkendt af UNESCO som immateriel kulturarv.

Menneskepyramiderne fungerer på den måde, at et hold eller en gruppe af castellers kravler op på hinandens skuldre og bygger tårne på op til ni eller ti niveauer. Den, der kravler helt op i toppen, er normalt et barn med hjelm på.

Menneskepyramiderne er en af de mest uventede og forunderlige oplevelser i Barcelona for mange førstegangsbesøgende, og det er noget af et nervepirrende syn!

Der samler sig som regel en stor menneskemængde omkring holdet af castellers for at se den imponerende opvisning, og folkemængden bliver helt stille, som tårnet vokser sig højere og højere!

Du kan som regel opleve castells til de lokale byfester, også kaldet festes majors i Barcelona. Hvert nabolag i Barcelona holder sin egen byfest på forskellige tidspunkter i løbet af året. Især under La Mercè-festivalen, som er Barcelonas største festival sidst i september, kan du få castells at se.

Jeg har oplevet castells en del gange på nært hold, men er faktisk aldrig kommet til at tage et billede af dem.

En gang faldt min mor og jeg over en stor flok mennesker i det gotiske kvarter og opdagede, at de var stoppet op for at se et hold castellers bygge deres menneskepyramide.

Besøg Camp Nou-stadiet og FC Barcelonas museum (for fodboldfans)

Spotify Camp Nou er FC Barcelonas legendariske hjemmebane og et af Europas største stadioner med plads til over 99.000 tilskuere.

Stadionet har været under ombygning i årevis, men de skulle begynde at spille kampe igen i august 2026, selvom bygningen ikke er helt færdig med sin renovering.

Det betyder, at den klassiske stadionundervisning på stadionet, hvor du kan komme med ned på banen, ikke er tilbage endnu.

I stedet kan du besøge FC Barcelonas museum og få en immersiv oplevelse med interaktive udstillinger, audioguide, et 360-gradershow og et udsigtspunkt ud over byggepladsen.

Så hvis du er rigtig fan, er besøget stadig værd at tage med. Hvis du havde forestillet dig at gå ud gennem spillertunnelen og ud på banen, er det bare ikke muligt lige nu.

Og hvis datoerne passer, er det alligevel en langt bedre oplevelse at komme til en rigtig kamp!

Entré: Billetter til Barça-museet starter fra 30 euro (ca. 225 kr.) for voksne.

Åbningstider:

  • Vinter (februar til marts):
    • Mandag til søndag: fra kl. 10 til 19
  • Sommer (marts til oktober):
    • Mandag til søndag: fra kl. 9.30 til 19
  • Efterår (oktober til december):
    • Mandag til søndag: fra kl. 10 til 18

Nærmeste metro: Collblanc (L5 og L9) eller Palau Reial (L3).

Adresse: Camp Nou, Carrer d’Arístides Maillol 12, Les Corts.

seværdigheder i Barcelona,seværdighed i Barcelona,oplevelser i barcelona,Hvad skal du opleve i Barcelona?,oplevelse i barcelona
Foto af Ken Russo fra Unsplash

Oplev en mere lokal side af Barcelona i Gràcia-kvarteret

Bydelen Gràcia i Barcelona var engang en selvstændig landsby, og Gràcia har på mange måder stadig en mere lokal landsbystemning end andre steder i Barcelona!

Stemningen i Gràcia er afslappet med et netværk af smalle gader og livlige pladser, hvor de lokale sidder over en vermut eller en øl, og hvor børnene spiller fodbold indtil hen på aftenen.

Plaça del Sol og Plaça de la Vila de Gràcia er de klassiske steder at finde en plads i en udeservering og kigge på mennesker.

Gràcia er det perfekte sted at spise frokost eller tage ud og spise tapas efter et besøg i Park Güell, og at få en fornemmelse af, hvordan det lokale liv i Barcelona ser ud væk fra de store turistattraktioner.

Besøger du Barcelona midt i august, skal du helt bestemt ikke springe Gràcia over! I august fejrer bydelen nemlig Festa Major de Gràcia, altså Gràcias lokal byfest. I løbet af en uge forvandles gaderne til vildt udsmykkede installationer, som alle sammen er bygget af naboerne selv.

Nærmeste metro: Fontana (L3), Joanic (L4) eller Diagonal (L3 og L5).

Adresse: Gràcia (link til Google Mapas).


Berømte gader, pladser og strande i Barcelona

Lad os nu se på nogle af de mest berømte gader og områder i Barcelona, som du bør kende, inden du besøger den catalanske storby – inklusive den gade, som jeg vil anbefale dig bare at gå en tur ned ad og så finde på noget andet at lave (ja, du gættede rigtigt, det er La Rambla!).

Lad os komme igennem de mest berømte gader og pladser i Barcelona – og strande!

Tag en slentrtur ned ad Passeig de Gràcia

Passeig de Gràcia er Barcelonas mest populære shoppingsgade, som ligger centralt i Barcelona, og løber fra Plaça de Catalunya op til Avinguda Diagonal.

Langs Passeig de Gràcia kan du finde alt fra designerbutikker til H&M, Zara og Uniqlo. Og selv hvis du ikke er så meget for at shoppe, så gør arkitekturen på Passeig de Gràcia turen værd alligevel!

Passeig de Gràcia huser mange af Barcelonas smukkeste og mest specielle modernistiske bygninger, blandt andet de berømte Gaudí-bygninger Casa Batlló og Casa Milà samt en række mindre kendte modernistiske perler.

Min helt egen favorit på Passeig de Gràcia er Casa Lleó Morera med de smukke lyserøde mosaikker.

Jeg vil også anbefale dig at kigge forbi Passatge de la Concepció, en smuk lille gyde, der forbinder Passeig de Gràcia og Rambla de Catalunya.

Nærmeste metro: Passeig de Gràcia (L2, L3 og L4) eller Diagonal (L3 og L5).

Adresse: Passeig de Gràcia, mellem Plaça de Catalunya og Avinguda Diagonal.

Kig forbi Plaça de Catalunya

Plaça de Catalunya, som betyder Cataloniens plads, er en kæmpestor plads i det centrale Barcelona, som forbinder den gamle bydel med det nyere Eixample-kvarter.

Den enorme plads er mere et orienteringspunkt end en egentlig seværdighed i Barcelona, og Plaça de Catalunya er et godt udgangspunkt for at udforske Barcelona.

Plaça de Catalunya summer af mange mennesker døgnet rundt, og to af Barcelonas mest populære metrolinjer, L1 og L3, stopper på pladsen

Desuden er det også fra Plaça de Catalunya, at lufthavnsbussen, Aerobus, har sit stoppested, så du kommer helt sikkert forbi Plaça de Catalunya, uanset om du planlægger det eller ej.

Plaça de Catalunya er også begyndelsen på Barcelonas mest berømte (eller skal jeg sige berygtede) gade: La Rambla.

Personligt bryder jeg mig ikke synderligt om den konstante trængsel af mennesker overalt på Plaça de Catalunya. Dog lærte jeg at værdsætte pladsens historiske betydning for Barcelona, da jeg var med på en byvandring om den spanske borgerkrig i Barcelona.

Så hermed en anbefaling til at tage med på byvandringen og lære mere om Plaça de Catalunyas fortid.

Nærmeste metro: Catalunya (L1 og L3).

Adresse: Plaça de Catalunya, Ciutat Vella.

Gå en tur ned ad La Rambla (en gang!)

La Rambla er den mest berømte gade i Barcelona og løber fra Plaça de Catalunya ned til Columbus-monumentet og Barcelonas havn, Port Vell. La Rambla adskiller det gotiske kvarter på den ene side og kvarteret El Raval på den anden.

Lad mig være helt ærlig med dig: La Rambla er et af de steder i Barcelona som jeg synes mindst om!

La Rambla er toppet med turister; restauranterne er generelt store turistfælder med dyr og dårlig mad, og du skal holde godt øje med din taske, for det her er et af de mest populære områder for lommetyve i Barcelona.

Så min anbefaling er, at du tager én gåtur ned ad La Rambla for oplevelsens skyld, og indtrykkene af blomsterboderne, gadekunstnerne og Columbus-monumentet for enden af La Rambla når dig. Og brug så din tid andre steder i Barcelona, for der er så mange andre interessante ting, du kan opleve her!

Spis under ingen omstændigheder på La Rambla! Der er så mange historier online om turister, der er blevet snydt af restauranterne på La Rambla.

Nærmeste metro: Catalunya (L1 og L3), Liceu (L3) eller Drassanes (L3).

Adresse: La Rambla, fra Plaça de Catalunya til Port Vell.

Tag en dukkert på Barceloneta-stranden

Barceloneta er Barcelonas mest berømte strand og ligger kun en kort gåtur fra Barcelonas gamle bydel.

Så en af de bedste oplevelser i Barcelona, især hvis du besøger om sommeren eller når vejret er godt, er at tage en dukkert eller slappe af på Barceloneta-stranden!

Du kan solbade, svømme, spille beachvolley, gå en tur på promenaden eller dele et glas vin på en chiringuito, som er det spanske ord for en strandbar.

Strandens nærhed til byen er lige præcis det, der gør den vildt populær blandt både lokale og turister, så der er også tit rigtig mange mennesker på Barceloneta-stranden.

Hvis du er som jeg og foretrækker en strand med færre mennesker og renere vand, vil jeg anbefale dig at prøve at tage lidt nord for Barceloneta, hvor der også er nogle rigtig fine strande.

I bydelen Poblenou finder du strandene Bogatell, Mar Bella og Nova Icària, som er lige så gode som Barceloneta (eller måske faktisk bedre), og det er de strande, de lokale rent faktisk bruger!

Nærmeste metro: Barceloneta (L4) eller Ciutadella | Vila Olímpica (L4).

Adresse: Barceloneta, Ciutat Vella.

Kig forbi Plaça d’Espanya for et billede af MNAC

Plaça d’Espanya, som betyder den spanske plads, er en af Barcelonas største pladser og et vigtigt knudepunkt i den sydlige del af byen.

Den mest markante bygning ved Plaça d’Espanya er nationalmuseet for catalansk kunst, Museu Nacional d’Art de Catalunya, eller bare MNAC.

Bygningen, der huser MNAC, hedder også Palau Nacional, og den ser ud, som om den er flere hundrede år gammel – men faktisk er den ikke engang hundrede år gammel!

Palau Nacional blev bygget til verdensudstillingen i 1929, den samme begivenhed, som gav Barcelona mange af byens kendte vartegn såsom Pont del Bisbe i det gotiske kvarter, Montjuïcs magiske springvand og Poble Espanyol.

Bygningen skulle egentlig bare have været rammen om verdensudstillingen, og så være blevet revet ned… Men så var der bare ingen, der fik den revet ned, og den fik lov at blive stående!

I oktober 1931 begyndte Barcelonas bystyre at flytte kunstsamlinger ind fra det gamle museum i Ciutadella til den nye bygning ved Plaça d’Espanya og Montjuïc.

Og den 11. november 1934 åbnede Museu d’Art de Catalunya, eller MNAC, officielt sine døre med 1.869 værker i Palau Nacional.

Så bygningen, der skulle have været midlertidig, endte som et permanent hjem for catalansk kunst.

Samlingen på MNAC er enorm, og du kan sagtens bruge en hel eftermiddag på at se de forskellige udstillinger og lære om catalansk kunst.

Har du travlt med din rejse til Barcelona, vil jeg dog anbefale at springe et besøg inde i MNAC over og i stedet bare kigge forbi Plaça d’Espanya til et hurtigt fotostop.

Lige ved Plaça d’Espanya finder du indkøbscenteret Las Arenas. Bygningen var tidligere Barcelonas tyrefægterarena, men er nu bygget om til et indkøbscenter.

Øverst på Las Arenas er der et udsigtspunkt på taget med en af de bedste udsigter over Plaça d’Espanya.

Du kan besøge udsigtspunktet gratis, hvis du går op gennem selve centeret, eller du kan betale for at tage elevatoren op fra gadeniveau.

Plaça d’Espanya er også et naturligt udgangspunkt, hvis du skal videre. Herfra kan du gå op på Montjuïc-bjerget eller tage toget ud til Montserrat.

Nærmeste metro: Espanya (L1 og L3).

Adresse: Plaça d’Espanya, Sants-Montjuïc.

Se lysshowet ved Montjuïcs magiske springvand

Ved Plaça d’Espanya finder du en af de mest populære turistattraktioner i Barcelona: Barcelonas magiske springvand.

Det magiske springvand, som også hedder Font Màgica de Montjuïc, byder på et gratis lys- og vandshow!

I flere år var Montjuïcs magiske springvand lukket ned på grund af tørke i Catalonien, men nu fungerer springvandet igen.

Forestillingerne finder sted onsdag til søndag om aftenen fra kl. 21:30 til kl. 22:30 i sommermånederne (juni til september).

Du kan finde mere information om lysshowet og hvilken musik der spilles på forskellige dage på Barcelonas bystyres hjemmeside for det magiske springvand.

Springvandet holder lukket for vedligeholdelse fra midt i oktober til sidst i december.

Nærmeste metro: Espanya (L1 og L3).

Adresse: Det Magiske Springvand, Plaça de Carles Buïgas 1, Sants-Montjuïc.


De bedste udsigtspunkter i Barcelona

Barcelona er en by bygget mellem bakker og Middelhavet, hvilket betyder, at byen byder på nogle helt fantastiske udsigtspunkter (og jeg elsker et godt udsigtspunkt!)!

Der er rigtig mange forskellige udsigtspunkter i Barcelona, men jeg har valgt nogle af de bedste og mest populære, som jeg synes du bør kende til inden din rejse til Barcelona!

Se solnedgangen fra Bunkers del Carmel

Bunkers del Carmel er blevet en af de mest populære oplevelser i Barcelona, hvis du er ude efter en helt utrolig 360-graders udsigt over hele byen.

Bunkers del Carmel er faktisk resterne af et luftværnsbatteri fra den spanske borgerkrig, placeret på bakken Turó de la Rovira.

Udsigtspunktet ved Bunkers del Carmel er helt gratis at besøge, men du skal op ad nogle trapper og nogle støvede stier for at komme til tops.

Jeg har besøgt Bunkers del Carmel mange gange, mens jeg boede i Barcelona, både med min hund Baloo og med min familie, når de var på besøg fra Danmark.

Mit yndlingstidspunkt til at besøge Bunkers del Carmel er om vinteren, hvor stemningen er mere rolig og afslappet. Desuden går solen ned tidligere, så du slipper for at sidde og vente til langt ud på aftenen på en solnedgang, og du slipper for at svede hele vejen op ad bakken som man gør i juli!

Om sommeren bliver Bunkers del Carmel hurtigt overvældende fyldt med turister, især omkring solnedgang! Personligt har jeg med vilje undgået at tage derop på det tidspunkt.

En sommer tog jeg derimod op til Bunkers del Carmel tidligt om morgenen med Baloo. Da vi nåede toppen omkring klokken 9, havde vi næsten hele udsigtspunktet for os selv. Der sad kun en fyr med sine to hunde!

Omkring klokken 10 begyndte de første at komme op for at tage selfies fra toppen, og så gik Baloo og jeg hjemad igen.

Så min anbefaling er helt bestemt at besøge Bunkers del Carmel så tidligt som overhovedet muligt, også hvis du gerne vil undgå varmen om sommeren.

Entré: Gratis.

Nærmeste metro: Alfons X (L4) eller El Carmel (L5), og så en god rask gåtur op ad bakke.

Addresse: Bunkers del Carmel, Carrer de la Gran Vista 96, Horta-Guinardó.

Nyd udsigten over Barcelona fra Montjuïc

Montjuïc er et bjerg eller en bakke, der rejser sig over Barcelonas havn i den sydvestlige del af byen, og du kan sagtens bruge en hel dag på at udforske Montjuïc!

Montjuïc betyder “jødernes bjerg” på middelalderligt catalansk, og på toppen ligger Montjuïc-fæstningen, der kan dateres tilbage til 1600-tallet.

Montjuïc-fæstningen blev oprindeligt bygget for at forsvare byen, men i dag er den en populær turistattraktion i Barcelona med en storslået udsigt over havnen og havet.

På Montjuïc finder du også Fundació Joan Miró, som er et stort museum dedikeret til den catalanske kunstner Joan Miró. Miró-museet rummer en stor samling af den catalanske kunstnerens dristige, abstrakte malerier og skulpturer.

Montjuïc byder også på et arkitektonisk udendørs museum kaldet Poble Espanyol. Poble Espanyol betyder “den spanske landsby”, og området blev bygget til verdensudstillingen i 1929.

Poble Espanyol viser arkitektur og byggestile fra hele Spanien, så det føles som at rejse rundt i Spanien uden egentlig at forlade Barcelona.

Fra toppen af Montjuïc kan du tage en svævebane hele vejen ned til Barcelonas havneområde og Barceloneta-stranden, imens du nyder den fantastiske udsigt over Barcelona!

Nærmeste metro: Espanya (L1 og L3), og derefter kabelbanen eller svævebanen op ad bakken.

Adresse: Montjuïc, Sants-Montjuïc.

Bestil dine billetter til svævebanen her:

Få en fantastisk udsigt over Barcelona fra Tibidabo

Tibidabo er den højeste top i Collserola-bjergkæden, der omkranser Barcelona, og en fantastisk oplevelse i Barcelona, hvis du elsker natur og en god udsigt!

Tibidabo-bjerget ligger 512 meter over havet, og hvis du er i tvivl om, hvilken af bjergtoppene der er Tibidabo, skal du bare kigge efter den top i horisonten med den store kirke!

Kirken på toppen af Tibidabo hedder Temple Expiatori del Sagrat Cor, eller Jesus’ Hellige Hjertes Kirke på dansk.

Selve kirken er gratis at besøge indeni, men vil du op i toppen af klokketårnet og have en endnu bedre udsigt, koster det en mindre entré.

Ved siden af kirken ligger Tibidabo forlystelsesparken, som er en af Europas ældste forlystelsesparker, der blev bygget i 1899 og åbnede sine døre i 1901.

Forlystelsesparken har gamle klassiske karruseller og et pariserhjul, der hænger ud over udsigten over byen.

Tibidabo er en af de bedste oplevelser i Barcelona, hvis du er på tur med børn!

Du kan komme op på toppen af Tibidabo enten med bjergtoget, Cuca de Llum, eller ved at gå op (det er en god vandretur på cirka 1 til 2 timer).

Entré: Billetterne til forlystelsesparken på Tibidabo starter fra 39 euro (cirka 292 kr.). Adgangen til udsigtspunktet på Tibidabo er gratis.

Nærmeste metro: Ingen metro helt derop. Tag FGC-toget til Avinguda Tibidabo, derefter den blå sporvogn eller bussen og til sidst bjergtoget Cuca de Llum.

Adresse: Tibidabos udsigtspunkt, Plaça del Tibidabo 3-4, Sarrià-Sant Gervasi.

Oplev Barcelona fra toppen af det ikoniske Torre Glòries

Torre Glòries er nok en af de mest mærkværdige bygninger i Barcelonas skyline. For at finde Torre Glòries skal du bare kigge efter en stor glas- og stålbbygning, der ligner et missil eller en patron… Eller noget andet…

Torre Glòries, som tidligere var kendt som Torre Agbar, ligger i bydelen Poblenou i den nordlige del af Barcelona.

Torre Glòries er tegnet af arkitekten Jean Nouvel, som efter sigende blev inspireret af de populære Montserrat-bjerge tæt på Barcelona, da han tegnede bygningen.

På øverste etage af Torre Glòries, 125 meter over byen, finder du bygningens udsigtspunkt, der byder på panoramaudsigt over Barcelona til alle sider.

Jeg besøgte udsigtspunktet i Torre Glòries med min mand den første vinter, vi boede i Barcelona, og jeg var helt ærligt ret skuffet over oplevelsen.

Stålkonstruktionen, der bærer bygningens glasfacade, spærrer for en stor del af udsigten, og jeg gik derfra med en følelse af at have betalt for noget, jeg kunne få bedre andre steder.

Det positive er, at der er en elevator hele vejen op, så du slipper for at gå.

Hvis du kun har budget til ét betalt udsigtspunkt, ville jeg vælge at tage op på toppen af Tibidabo, hvor udsigten er meget bedre end fra Torre Glòries.

Desuden er der masser af gratis udsigtspunkter i Barcelona, som efter min mening er en hel del bedre.

Entré: Billetter til Torre Glòries starter fra 18 euro (ca. 135 kr.) online for voksne og 21 euro (ca. 155 kr.) i døren. Børn under 12 år kommer gratis ind.

Nærmeste metro: Glòries (L1).

Adresse: Torre Glòries, Avinguda Diagonal 209, Poblenou.


Hvor går turen hen bagefter?

Tag op en dagsudflugt fra Barcelona

En af de ting, jeg virkelig elsker ved Barcelona, er de mange gode muligheder for dagsture, der findes helt tæt på byen.

Hvis du har mere end tre eller fire dage i Barcelona eller har været i Barcelona før, vil jeg klart anbefale dig at bruge en dag eller to på at komme ud af byen, for der er så mange fantastiske smukke steder, der findes i Catalonien!

Den mest populære dagstur fra Barcelona er til Montserrat, et kloster, der ligger dramatisk placeret på toppen af en bjergkæde halvanden times kørsel fra byen.

Klostret, som officielt hedder Santa Maria de Montserrat, huser en lokalt meget berømt Sorte Madonna-statue. Desuden byder bjergene omkring klostret på masser af vandreruter i forskellige sværhedsgrader og en helt vanvittig smuk udsigt over det catalanske landskab.

Som den mest populære dagstur fra Barcelona er Montserrat også en af de mest turistede rejsemål nær Barcelona.

Hvis du vil besøge Montserrat, vil jeg helt anbefale dig at tage fra Barcelona så tidligt om morgenen som muligt, så du får mest muligt ud af dagen og når at udforske området, inden menneskemængden og turistbusserne kommer.

Girona og Tarragona er også rigtig gode muligheder for dagsture fra Barcelona, hvis du interesserer dig for historie og godt kan lide at gå på opdagelse i middelalderbyer med brostensgader og smukke gamle huse.

En anden god og nem dagstur fra Barcelona er den lille kystby Sitges, som er en meget anderledes oplevelse fra det travle og larmende byliv i Barcelona.

Sitges er rigtig nem at komme til med direkte tog fra Barcelona, og togturen tager kun omkring 20 minutter. Sitges byder på smukke strande, charmerende gamle hvidkalkede fiskerhuse og flere kunstmuseer, end jeg har set i nogen anden spansk lille landsby!

Hvis du gerne vil nå at opleve den smukke Costa Brava-kyststrækning nord for Barcelona, så er en dagstur til Blanes den perfekte mulighed! Blanes er den eneste by på Costa Brava som er forbundet med direkte tog til Barcelona. Og så tager det kun 1,5 time at komme til Blanes fra Barcelona!

Så hvor går turen hen efter Barcelona?


Få det mest mulige ud af din første rejse til Barcelona

Nu har vi været igennem nogle af de bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona, og jeg håber, at du kan finde inspiration til din rejse til Barcelona!

I det her afsnit vil jeg dele nogle sidste tips til, hvordan du får mest muligt ud af din rejse.

En kort bemærkning om at besøge Barcelona på en ansvarlig måde

Barcelona er en af Europas mest besøgte byer, og det kan mærkes hos de lokale!

Overturismen i Barcelona er et reelt problem og der er en løbende debat i de lokale medier. I 2026 blev Barcelonas turistskat for overnatninger cirka fordoblet som et forsøg på at give mere tilbage til lokalsamfundet.

Nogle gange er det nogle små ting som du selv kan gøre på din rejse til Barcelona, som kan gøre en forskel for din oplevelse af Barcelona:

  • Besøg de store attraktioner tidligt eller sent.
  • Spis på restauranter og caféer uden for de mest turistede gader.
  • Undgå at blokere vejen for andre ved at stoppe op midt i det hele.
  • Vis accept over for lokale og undgå at blokere hoveddøre eller metroindgange.
  • Gå på opdagelse i mindre kendte bydele som Poblenou, Gràcia og Horta.
  • Behandl de lokale markeder som markeder frem for som kulisser til dine billeder.

Jeg er sikker på, at med nogle små handlinger vil du få en bedre tur og du vil hjælpe lokale til at få en mere oplevelse med turister.

Populære seværdigheder i Barcelona for førstegangsbesøgende

Der er mange spændende seværdigheder og oplevelser i Barcelona som du bør overveje, når du besøger byen for første gang.

Jeg har samlet nogle af de mest populære og berømte seværdigheder, som jeg nævnte ovenfor i en overskuelig liste til dig:

Ofte stillede spørgsmål

FAQ: Seværdigheder i Barcelona

Find svar på nogle af de spørgsmål som folk oftest stiller om seværdigheder og oplevelser i Barcelona.

La Sagrada Família er uden tvivl den mest populære turistattraktion i Barcelona. Kirken er den mest besøgte seværdighed i Barcelona, og i 2025 besøgte 4.877.567 mennesker Sagrada Família.

Barcelona er bedst kendt for Antoni Gaudís modernistiske arkitektur, blandt andet den berømte kirke Sagrada Família og unikke bygninger såsom Casa Batlló, Casa Vicens og Casa Milá.

Barcelona er også kendt for sit milde middelhavsklima, hvilket gør byen til et godt rejsemål året rundt. Du bør bare huske på, at somrene i Barcelona er varme og meget fugtige.

Personligt vil jeg anbefale, at du bruger i hvert fald 3 til 4 dage på at besøge Barcelona, hvilket er nok til at nå at besøge nogle af de mest ikoniske seværdigheder og smage på noget lokal mad.

Med 5 dage til en uge i Barcelona kan du nå at se flere områder i byen og desuden tilføje en dagstur eller to til, for eksempel, Montserrat eller Girona.

Barcelona kan være en forholdsvis dyr by at besøge, men der er også mange gratis oplevelser i Barcelona!

Det er, for eksempel, helt gratis at gå på opdagelse i bydele som det gotiske kvarter, El Born og Gracia.

Det er også gratis at se solnedgangen fra Bunkers del Carmel, slappe af på Barceloneta-stranden eller se lysshowet ved det Magiske Springvand.

Min anbefaling er at bestille din adgangsbillet til et tidsrum så tidligt på dagen som muligt.

Hvis du besøger Barcelona på en hverdag, så er tidsrummene midt på ugen normalt også mindre travle end tiderne i weekenden.

Generelt anbefaler jeg at undgå at besøge Barcelona i juli og august, hvis du gerne vil undgå store menneskemængder ved de populære seværdigheder.


Afsluttende tanker: Er Barcelona stadig værd at besøge?

Ja, Barcelona er bestemt stadig værd at besøge!

Personligt synes jeg, at Barcelona er en by, som du bliver nødt til at besøge på et eller andet tidspunkt – enten som en weekend getaway eller som en del af en længere tur til Spanien!

Barcelona er en by, som bliver ved med at overraske, og selvom jeg boede i Barcelona i to et halvt år, så løb jeg aldrig tør for nye steder og oplevelser i Barcelona.

Hvis du sidder og planlægger din første rejse til Barcelona, ville jeg starte med nogle af klassikerne fra den her liste (du kan ikke nå dem alle sammen på en weekend!) og så vær bevidst om, hvornår du bestiller dine billetter til de mest populære seværdigheder, så du ikke kommer til at bruge hele din ferie på at stå i kø.

Og så ville jeg også, hvis jeg var dig, sørge for at du lægger noget tid ind i din Barcelona-rejseplan til bare at gå rundt og se på de smukke bygninger og drikke kaffe på en lille café, for en stor del af charmen ved Barcelona ligger der!

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.