Guide til Park Güell: Tips, billetter og hvad du skal opleve i Barcelonas ikoniske park
Planlægger du at besøge Park Güell på din rejse til Barcelona?
Så er du kommet til det rette sted!
Park Güell er en af de største turistattraktioner i Barcelona og besøges af millioner af mennesker hvert år.
Dog kan planlægningen af dit besøg til det populære UNESCO Verdensarvssted også virke lidt forvirrende i starten!
Hvordan kommer du derhen? Hvad er det egentligt skal du se i Park Güell? Hvor køber du billetter? Hvor lang tid skal du sætte af til at besøge Park Güell?
De spørgsmål og meget mere er hvad jeg prøver at svare på i den her store guide begyndre guide til Park Güell!
Guiden er for dig, der planlægger at besøge Park Güell i Barcelona for første gang og stadig føler dig lidt overvældede over planlægningen af dit besøg!
Jeg har besøgt Park Güell flere gange gennem årene de sidste mere end 10 år. Fra da jeg først rejste alene rundt i Spanien i 2012 og til nu, efter jeg flyttede til Barcelona i 2023.
Jeg har samlet alt nødvendig viden om Park Güell ét sted for at gøre det så nemt som muligt for dig at planlægge dit besøg!
Jeg prøver at besvare nogle af de mest almindelige spørgsmål, så du kan få et glat og behageligt besøg i Park Güell i Barcelona, men hvis der stadig er noget du mangler svar på efter du har læst guiden, er du velkommen til at skrive dit kommentarfeltet herunder.
Lad os udforske Park Güell sammen!
Den store guide til at besøge Park Güell for første gang
Disclosure: Nogle af linkene herunder er affiliate links. Det betyder at, uden nogen ekstra omkostninger for dig, vil Becci Abroad tjene en lille kommission, hvis du foretager et køb via et af disse links. Det hjælper med at betale udgifterne til sitet.



Lær Park Güell at kende
Før vi dykker ned i de praktiske detaljer om planlægningen af dit besøg, lad os tage et kig på baggrunden og historien for denne ikoniske park i Barcelona!
Hvad er Park Güell?
Park Güell er et af Barcelonas mest ikoniske vartegn! Parken kombinerer modernistisk arkitektur med den lokale natur på en bjergskråning i Barcelona.
Park Güell har fået sit navn efter Eusebi Güell, en velhavende industrimand, som ejede grunden og var mæcen for arkitekten bag parkens design, Antoni Gaudí.
Oprindeligt var det planen, at området skulle udvikles til et boligkvarter. Projektet mislykkedes dog, og de oprindelige planer blev aldrig realiseret.
I dag er Park Güell en offentlig park, hvor du kan opleve imponerende arkitektur fyldt med farverige mosaikker, blandet med stisystemer og en frodig, skovlignende park.
Hvem designede Park Güell?
Park Güell blev designet af den berømte catalanske arkitekt Antoni Gaudí.
Gaudí er også kendt for at være arkitekten bag Barcelonas mest kendte turistattraktion, kirken la Sagrada Família.
Gaudí var en del af den catalanske modernisme, også kendt som Art Nouveau-bevægelsen, i 1880’ernes Barcelona. Han er kendt for sin særlige stil, hvor natur og arkitektur smelter sammen.
Inden for Art Nouveau blev naturen en integreret del af arkitekturen gennem brugen af organiske former som buer og kurver, der efterligner træer, planter og klippeformationer.
Hvis du besøger Casa Batlló og Sagrada Família, kan du opleve de samme organiske former og naturreferencer, som Gaudí brugte i Park Güell.

Hvornår blev Park Güell bygget?
Opførelsen af Park Güell begyndte i 1900. Parken var en del af et ambitiøst boligprojekt, bestilt af Gaudís mæsen, Eusebi Güell.
Eusebi Güell var en velhavende lokal catalansk forretningsmand, som ønskede at skabe et moderne og luksuriøst boligområde for aristokratiet i Barcelona. Parkens placering skulle give Barcelonas elite mulighed for at slippe væk fra støjen og forureningen i den industrielle storby, som Barcelona var i det 19. århundrede.
Güell var selv blevet inspireret af de engelske parker, han havde set under besøg i Storbritannien, og han ønskede at skabe noget lignende i Barcelona.
Dog blev Eusebi Güells store boligprojektet aldrig til virkelighed. Den lokale elite i Barcelona fandt jordpriserne for høje og adgangen til området for besværlig.
I begyndelsen af det 20. århundrede var det endnu mere vanskeligt at komme til Park Güell, end det er i dag. De stejle veje til parken var i dårlig stand, og der var hverken metro eller busser, der kørte dertil.
Kun tre bygninger blev færdiggjort i parken: Huset hvor Gaudí boede sammen med sin far og niece, i dag kendt som Gaudís husmuseum. I dag kan du besøge huset, som er indrettet som museum.
Casa Larrard ved parkens indgang, hvor Eusebi Güell selv boede fra 1907. I dag fungerer huset som en lokal skole, stadig beliggende inde i parken.
Endelig blev Casa Trias bygget for og ejet af en catalansk advokat, Martí Trias i Domènech, som var en nær ven af både Güell og Gaudí.
Hvornår blev Park Güell færdig?
Arbejdet på Park Güell fortsatte indtil 1914, selvom det allerede i 1906 stod klart, at det luksuriøse boligområde ikke blev til noget.
Opførelsen af Park Güell stoppede i 1914 med udbruddet af Første Verdenskrig.
Parkens ejer, Eusebi Güell, blev dog boede i sit hus, Casa Larrard, inde i Park Güell, indtil han døde i 1918.
I 1922 solgte Güells familie jorden og huset til Barcelonas byråd, under den betingelse, at parken skulle åbnes for offentligheden som en park.
Gaudí selv fortsatte med at bo i sit hus i Park Güell frem til 1926, hvor han døde. Efter Gaudís død blev Park Güell åbnet som offentlig park.
I 1984 blev Park Güell optaget på UNESCO’s verdensarvsliste som en del af samlingen “Værker af Antoni Gaudí“.
Siden da er parken blevet en stadig mere populær turistattraktion i Barcelona.



Hvad er Park Güell kendt for?
Park Güell er berømt for at vise Gaudís unikke arkitektur med kurvede former, fantasifulde bygninger og farverige mosaikker.
Den mest berømte del af Park Güell (og den du sikkert har set på flest billeder) kaldes Monumental Zonen.
Monumental Zonen er hovedområdet i parken og byder på en imponerende trappe, der fører op til de bølgende bænke dekoreret med smukke, farverige mosaikker og fantastiske panoramaudsigter over Barcelona.
Den modernistiske arkitektur, som Gaudí repræsenterer, er kendt for at søge en sømløs integration mellem natur og design.
Hvor ligger Park Güell?
Park Güell ligger på Carmel Hill i Gràcia-kvarteret i Barcelona.
Parkens placering på en bakke betyder, at vejene og gangstierne i parken primært er op ad bakke.
Det er en god idé at tage det i betragtning, når du planlægger dit besøg! Du bør måske sætte lidt ekstra tid af til vandpauser, mens du udforsker Barcelonas bakkede områder – især om sommeren.
Gràcia-kvarteret ligger i den nordlige del af Barcelona, men er nemt tilgængeligt med metro, bus eller taxa fra byens centrum (mere om hvordan du kommer til Park Güell senere).
Kort over Park Güell
Planlæg dit besøg til Park Güell i Barcelona
I det her afsnit finder du praktisk information og de bedste tips til at planlægge dit besøg i Park Güell i Barcelona!
Hvornår er det bedst at besøge Güell?
Det bedste tidspunkt at besøge Park Güell på er om morgenen!
Tag til Park Güell omkring kl. 9-10 om morgenen, når parken åbner, for at få de bedste chancer for at udforske parken uden alt for mange mennesker.
I sommermånederne (juni til august) kan temperaturerne i Barcelona blive ret høje, hvilket er en anden god grund til at besøge Park Güell så tidligt som muligt for at undgå Barcelonas sommerhede.
Alternativt kan du også sigte efter de sene eftermiddagstimer lige før parken lukker, når solen ikke er så stærk.
Når du booker din billet, skal du vælge et bestemt tidsrum for dit besøg, og nogle gange bliver tidsrum udsolgt, da mange bestiller deres billetter i god tid.
Sidst jeg besøgte parken var i august, meget tidligt om morgenen før parken åbnede (der er et særligt tilbud for beboere i Barcelona om at besøge før den normale åbningstid).
Da Park Güell åbnede kl. 9 kom der hurtigt rigtig mange mennesker, samtidig med at solens varmen tog til og det meget hurtigt varmt allerede inden kl. 10!
Billetter til Park Güell
At købe dine billetter til Park Güell på forhånd er det vigtigste, du kan gøre for at planlægger dit besøg!
Billetterne til Park Güell bliver nemlig rigtig hurtigt udsolgt!
Der er begrænsninger på, hvor mange mennesker der må være i parken på en gang. Især i højsæsonen om sommeren kan det næsten være umuligt at få billetter til samme dag.
Fra 2023 har det desuden været obligatorisk at bestille dine billetter til Park Güell på forhånd online!
Billetterne til Park Güell bliver frigivet online en måned før tid. Det vil sige, at hvis du gerne vil besøge Park Güell d. 1. august, så kan du først bestille billetterne fra d. 1. juli.
Der plejede at være en del af Park Güell, som man kunne besøge gratis, men det er ikke længere muligt. Du skal nu have billet for at få adgang til alle dele af parken!
Du kan enten printe din billet og tage den med eller gemme den på din smartphone – begge muligheder accepteres ved indgangen!
Tjek tilgængeligheden af billetter hos GetYourGuide her:
Tidsrum
Der er faste tidsrum for, hvornår du kan få adgang til Park Güell. Når du bestiller dine billetter, skal du derfor vælge et tidsrum for dit besøg i Park Güell.
Tidsrummene er 30 minutter lange. I løbet af dette tidsrum kan du gå ind i parken med din billet.
Når du først er kommet ind i Park Güell, kan du frit udforske de forskellige dele af parken.
Du skal dog være opmærksom på, at du skal overholde dit valgte tidsrum. Hvis du ankommer uden for dit 30-minutters tidsrum, kan vagterne ved indgangene nægte dig adgang, og der gives ikke refundering på din billet.
Sidste adgang til parken er en time før lukketid.



Hvor meget koster indgangen til Park Güell?
Generel indgangsbillet til Park Güell koster mellem 10 € – 14 € (75 kr. – 105 kr.) for voksne.
Den generelle indgangsbillet inkluderer ikke adgang til Gaudís husmuseet. Du kan købe billetter til Gaudí husmuseet ved indgangen til museet, når du først er inde i parken.
Der er også nogle rabatter for børn, seniorer og lokale beboere.
Hvor kan du købe billetter til Park Güell?
Billetter kan købes online via Park Güells officielle hjemmeside eller via apps som GetYourGuide og Tiqets.
Park Güells officielle hjemmeside
Du kan købe din indgangsbillet på Park Güells officielle hjemmeside.
Den officielle hjemmeside opkræver ingen administrationsgebyrer. Dog oplever nogle problemer med at betale med udenlandske kreditkort på siden.
Derudover har den officielle hjemmeside nogle gange en fejl, hvor hvis du forsøger at ændre sproget fra spansk til et andet sprog, accepterer den ikke betalingen (en lidt træls fejl at have, for at være helt ærligt!).
Så hvis du oplever problemer med den officielle side, så prøv at holde den på spansk eller book via en af de andre international apps.
Park Güells officielle hjemmeside har de mest opdaterede oplysninger om åbningstider og tilgængelige ture, så det er en god idé at bogmærke siden og tjekke den inden dit besøg.
Park Güell spring-køen-over billetter
GetYourGuide og Tiqets tilbyder “spring-køen-over” billetter til Park Güell via deres apps og hjemmesider.
Helt ærligt, så er det ikke rigtig en skip-køen billet, da du blot viser din billet ved indgangen ligesom alle andre, der har købt deres billetter online.
Fordelen ved GetYourGuide-billetten til Park Güell er, at du kan samle alle dine indgangsbilletter ét sted til de seværdigheder og aktiviteter, du booker i Barcelona!
En anden fordel ved at bruge GetYourGuide er, at du ikke burde have problemer med at bruge dit kreditkort. Og du kan holde hele købsprocessen på dansk (eller et andet sprog, du vælger!)
Barcelona City Pass
Barcelona City Pass inkluderer adgang til flere andre berømte seværdigheder i byen samt Sagrada Família og Hop-on Hop-off busturen.
Tjek priserne for Barcelona Pass hos Tiqets.
Bør Du Booke Din Billet til Park Güell på Forhånd?
Ja, du bør helt klart købe dine billetter til Park Güell på forhånd!
Som jeg nævnte ovenfor, blev det i 2023 obligatorisk at booke sine billetter til Park Güell online på forhånd!
Parken har endda haft store reklamer på billboards i metroen for at minde folk om at booke online, før de tager afsted.
Så ja, ja, JA, bestil dine billetter på forhånd!

Park Güells åbningstider
Park Güell har åbent hver dag året rundt.
Åbningstiderne i Park Güell varierer dog en smule alt efter årstiden:
- Fra 1. juli til 31. august: kl. 9 til kl. 19:30
- Fra 1. september til 29. oktober: kl. 9:30 til kl 19:30
- Fra 30. oktober til 31. december: kl. 9:30 til kl. 17:30
Dobbelttjek altid Park Güells officielle hjemmeside for eventuelle ændringer i åbningstiderne.
Adgang og åbeningstider for beboere i Barcelona
Hvis du er bosiddende i Barcelona, kan du besøge Park Güell gratis når som helst mellem kl. 7:00 og 22:00.
For at benytte dig af dette tilbud skal du registrere dig i Gaudir Més-programmet fra Barcelonas byråd.
Du behøver ikke købe en almindelig adgangsbillet. I stedet skal du ansøge om din indgangsbillet til Park Güell via denne side på Gaudir Més-hjemmesiden samme dag, som du ønsker at besøge parken.
Du modtager en e-mail med en særlig adgangsbillet sendt til den e-mail, du brugte ved registreringen til Gaudir Més. Når du ankommer til indgangen, viser du bare billetten på din smartphone. Jeg har selv bruget det, og det fungerer super fint!
Beboere i Barcelona, som er registreret i Gaudir Més, har også eksklusiv adgang til Park Güell hver dag mellem kl. 7:00 og 9:00 samt fra kl. 18:00 til 22:00.
Turister har ikke adgang i disse tidsrum, og de lokale bruger parken som en almindelig offentlig park til for eksempel at løbe eller lufte hunde.
Hvad skal du have på til at besøge Park Güell?
Behagelige sko er et must, når du besøger Park Güell!
Jeg vil også anbefale at tage noget behageligt tøj på, som du kan bevæge dig i. Det er også en god idé at tage tøj i lag på, så du nemt kan skifte, hvis vejret ændrer sig, eller hvis du bliver varm af at gå rundt på de stejle stier i parken.
Et besøg i Park Güell indebærer en hel del til fods – både for at komme hen til indgangen (medmindre du tager en taxa direkte til døren) og inde i selve parken.
Bortset fra området omkring hovedindgangen og Monumental Zonen, hvor trapperne er pænt anlagt, er der mange ujævne stier og stigninger gennem parken.



Hvor er indgangen til Park Güell?
Der er flere indgange til Park Güell, hvoraf den mest populære er hovedindgangen ved Carrer de Larrard og Carrer d’Olot.
Lad os kigge på, hvor indgangene til Park Güell er:
Hovedindgangen – Carrer de Larrard/Carrer d’Olot
Hovedindgangen ligger ved krydset mellem Carrer de Larrard og Carrer d’Olot.
Denne indgang er den mest populære til Park Güell og fører direkte ind til Monumental Zonen, hvor besøgende kan opleve Gaudís mest berømte bygningsværker.
Den øverste indgang – Avenida del Santuari de Sant Josep de la Muntanya
Den øverste indgang ligger i den højeste del af Park Güell. Denne indgang er som regel mindre overfyldt af tourister, men det kan også være lidt af en udfordring at komme derop.
Hvis du står af metroen ved Vallcarca metrostation, vil skiltene og vejvisningen mod Park Güell føre dig til de øvre indgange. Vejen derop er dog meget stejl!
Carmel-indgangen – Carretera del Carmel
Carmel-indgangen ligger ved vejen Carretera del Carmel på den modsatte side af parken i forhold til hovedindgangen.
Du kan tage den blå L5-metrolinje til metrostationen El Carmel og gå fra stationen til Carmel-indgangen. Det er cirka 20 minutters gang fra metrostationen.
Carmel-indgangen bliver primært brugt af store grupper og turistbusser. Hvis du ikke ankommer med en større gruppe, vil jeg anbefale, at du undgår Carmel-indgangen.

Hvor lang tid skal du bruge i Park Güell?
Hvor lang tid du skal bruge i Park Güell, afhænger af, hvor meget af parken du vil se, og hvor meget du har lyst til at gå.
Hvis du vil have en mere dybdegående oplevelse af parken, tager det typisk 1,5 til 2 timer at udforske Monumental Zonen og nyde de omkringliggende stier og områder i parken.
Og hvis du – ligesom mig – er en wannabe foto-nørd, kan du nemt ende med at bruge tættere på 3 timer i Park Güell.
Men hvis du blot vil se de vigtigste områder omkring indgangene og Monumental Zonen, kan du godt nå det hele på 30 minutter til 1 time.
Hvor stor er Park Güell?
Park Güell strækker sig over 17 hektar på skråningen af Carmel-bakken.
De fleste tourister fokuserer på at besøge den 12 hektar store Monumental Zone.
Kan du besøge Park Güell på egen hånd?
Ja, du kan sagtens besøge Park Güell på egen hånd!
Jeg har personligt besøgt parken flere gange alene, og det er helt sikkert at gøre det på egen hånd. Der er også masser af kort og skilte, som hjælper dig med at finde rundt i parken.
Da parken er så stor, vil du opdage, at der ikke er så mange mennesker, så snart du bevæger dig væk fra de mest populære områder omkring Drage-trappen og Monumental Zonen.
Hvis du vil lære mere om, hvorfor parken er så berømt, og udforske den mere i dybden, kan du også tilmelde dig en guidet tur.
Hvad skal du opleve i Park Güell?
Park Güell består af flere forskellige områder og spændende steder at udforske.
Lad os tage et kig på de bedste seværdigheder i Park Güell!
Indgangen & Portnerens Pavilioner
Når du går ind i Park Güell ved hovedindgangen, bliver du mødt af to finurlige honningkagehuse på hver side af indgangen – de kaldes Portnerens Pavilloner.
Portnerens Pavilloner er dekoreret med farverige keramiske mosaikker og buede tage og er blevet et ikonisk vartegn for Barcelona.
Bygningerne var oprindeligt tænkt som portnerkontor og ventesal for besøgende.
Du kan frit gå ind i begge huse med din indgangsbillet. Dog kan der til tider være en del kø udenfor bygningerne. I den ene bygning finder du en lille souvenirbutik.




Monumental Zonen
Monumental Zonen er den mest ikoniske del af Park Güell og det område, som de fleste tourister kommer for at se.
Monumental Zonen er den del af parken, der er udpeget som UNESCO verdensarv, og her finder du nogle af de mest populære steder at besøge i Park Güell, såsom drage-trappen, Hypostyle Hall og den ikoniske bølgede bænk.
Du kan besøge Monumental Zonen med din almindelige indgangsbillet til Park Güell.
I 2013 indførte Barcelonas byråd begrænsninger på, hvor mange besøgende der må opholde sig i Monumental Zonen ad gangen. Begrænsningerne blev sat for at beskytte området.
I dag (2025) bliver der maksimalt lukket 1.400 personer ind i timen. Det er derfor du skal reservere et specifikt tidspunkt, når du køber billet til Park Güell, og ankomme inden for det valgte tidsrum. Når du først er inde i parken, kan du frit bevæge dig rundt.
Undervejs finder du flere steder, hvor du kan stoppe op og beundre de imponerende arkitektoniske detaljer og den fantastiske udsigt ud over byen.
Lad os tage et kig på, hvad du bør se i Monumental Zonen i Park Güell:
El Drac & drage-trappen
Drage-trappen er et af de mest berømte vartegn i Park Güell. Midt på trappen finder du Barcelonas kendte maskot, El Drac.
El Drac, som betyder “Dragen” på catalansk, er en farverig mosaikdækket skulptur af en salamander eller firben, der vogter trappen. Du har med stor sandsynlighed allerede set billeder eller souvenirs med El Drac på nettet eller rundt omkring i Barcelona.
Drage-trappen forbinder hovedindgangen med søjlehallen. Trappen er opdelt i tre sektioner: Den nederste del har rindende vand, der passerer gennem dragen. Midter- og øverste sektion flankeres af plantefyldte bassiner.
Firben-skulpturen er dekoreret med mosaik i teknikken trencadís, hvor brudte fliser lægges asymmetrisk. Denne teknik går igen flere steder i parken.
El Drac blev designet af Gaudí i samarbejde med den catalanske arkitekt Josep Maria Jujol.
Dragen er ofte brugt som symbol for Barcelona og forbindes med legenden om Cataloniens skytshelgen, Sankt Jørgen.
På catalansk kaldes Sankt Jørgen for Sant Jordi, og hvis du besøger Barcelona i april, kan du opleve byen pyntet med roser i anledning af La Diada de Sant Jordi, som er en vigtig helligdag i Catalonien.



Søjlehallen
Søjlehallen er et stort søjlegalleri bestående af 86 massive dorisk-inspirerede søjler, der bærer den åbne plads, Plaça de la Natura, ovenover.
På catalansk hedder hallen for Sala Hipòstila, og opførelsen blev afsluttet i 1907. Søjlerne er arrangeret på en måde, så de skaber en skovlignende atmosfære, hvor det naturlige lys filtrerer ind mellem søjlerne.
Hvis du besøger Sagrada Família og lytter til audioguiden eller tager på en guidet tur, vil du genkende referencerne til træer i Gaudís arkitektur. Det var hans kunsteriske måde at forene arkitektur og natur på.
Søjlerne er hule indvendigt og fungerer som en del af parkens vandfiltreringssystem. Regnvand fra Plaça de la Natura ovenover siver gennem jorden og ned i søjlerne, hvor det ledes videre til en underjordisk cisterne med plads til 12.000 liter vand. Vandet skulle oprindeligt bruges til fontænerne og parkens vandingssystem.
Loftet i søjlehallen er prydet med imponerende cirkulære mosaikker, der dekorerer de hvælvede lofter.
Udsmykningen er endnu et eksempel på værker af den catalanske arkitekt Josep Maria Jujol, som også hjalp Gaudí med at designe den berømte salamanderfigur på trappen.
Farverne i mosaikkerne i loftet symboliserer årets fire årstider og månens faser.
Søjlehallen blev inspireret af den græske by Delfi og var oprindeligt tænkt som et marked for beboerne i det boligområde, som Park Güell skulle have været.



Naturpladsen og den bølgende bænk
Pladsen over søjlehallen og dens bølgende bænk er uden tvivl det mest berømte og fotograferede sted i Park Güell!
Pladsen, som også hedder Plaça de la Natura på catalansk eller oversat Naturpladsen, er en stor udendørs terrasse beliggende oven over Hypostyle-hall.
Pladsen blev oprindeligt kaldt det Græske Teater, og mange steder i Barcelona vil du stadig se den omtalt sådan.
Langs kanten af pladsen finder du Gaudís berømte bølgende mosaikbænk, der kaldes El Banc de Trencadís på catalansk.
De lange, sammenhængende bænke er udsmykket med den ikoniske farverige trencadís-teknik – en mosaikform lavet af ituslåede fliser og porcelæn.
Inspirationen til bænkens form siges at være havslanger, og bænken slynger sig organisk rundt om hele pladsen.
Den bølgede form blev designet med tanke på social interaktion og skulle gøre det mere behageligt og naturligt at sidde sammen og tale.
På ydersiden af terrassen ser du en række løvehoveder. Disse fungerer som en del af pladsens drænsystem, så regnvandet kan ledes væk.
Mosaikbænken er et sandt Gaudí-mesterværk, der inviterer besøgende til at sætte sig ned og nyde omgivelserne – både Barcelonas skyline og parkens frodige natur.
Pladsen er også et af de bedste steder i hele Park Güell til at nyde udsigten over Barcelona. På en klar dag kan du tydeligt se den ikoniske Sagrada Família i horisonten.



Nyd udsigten over Barcelona
Pladsen og de bølgende bænke er ikke de eneste steder i Park Güell, hvor du kan nyde den fantastiske udsigt over Barcelona.
Da Park Güell ligger på skråningen af Carmel-bakken, byder parken på nogle af de bedste udsigtspunkter i hele byen!
Gå op ad små trapper eller følg de skjulte stier rundt i parken for at finde endnu flere udsigtspunkter ud over Barcelonas skyline. Herfra kan du se vartegn som Sagrada Família, Torre Glòries og Middelhavet i horisonten.
Disse mindre kendte steder i parken er perfekte, hvis du ønsker et roligere øjeblik væk fra de mest populære områder – og de er ofte ideelle til at tage unikke billeder.

De østrigske haver
De østrigske haver er en roligere, mere fredelig og langt mindre overfyldt del af Park Güell, som ligger lige ved siden af den berømte Drage-trappe.
Jardins d’Àustria, som haven hedder på catalansk, byder på et udvalg af middelhavsplanter og træer. Området er pyntet med små skulpturer og siddepladser, hvilket gør det til et ideelt sted at tage en pause under dit besøg i parken.
Oprindeligt var området tænkt som plads til flere af de boliger, der skulle have været en del af Park Güells ambitiøse boligprojekt. Da boligprojektet mislykkedes, blev området i stedet omdannet til en planteskole.
Navnet “de østrigske haver” kommer af, at mange af træerne i denne del af Park Güell blev doneret af Østrig i 1977.



De tre kors’ høj
De tre kors’ høj, også kendt som El Turó de les Tres Creus på catalansk, er et af de højeste punkter i Park Güell.
På toppen af bakken eller højen står tre stenkors, som har givet stedet sit navn.
Oprindeligt var det planen, at der skulle opføres et kapel her, men under udgravningerne fandt arbejderne forhistoriske levn. Byggeriet af kapellet blev derfor opgivet, og Gaudí valgte i stedet en mere enkel, men symbolsk løsning med de tre kors.
Det kræver lidt energi at komme helt op på toppen, da stierne op til toppen er stejle.
For at være helt ærlig så syntes jeg ikke, det var besværet værd. Om sommeren dækker de høje træer nedenfor for det meste af udsigten, og da jeg var der sidst i august-måned, var udsigtsplatformen ved korsene ovenikøbet afspærret.

Gaudís husmuseum
Inde i Park Güell finder Gaudís husmuseum, kendt som Casa Museu Gaudí på catalansk, et museum beliggende i Gaudís gamle hus.
Bygningens lyserøde vægge med organiske former og det spidse tårn er svære at overse, når du begynder at udforske parken.
Gaudí boede selv i huset fra 1906 til 1926. Huset er et af de få, der blev opført i den periode, hvor Park Güell stadig var tænkt som et boligprojekt.
Selvom Gaudí boede der, var det ikke ham selv, der tegnede huset, men derimod en anden catalansk arkitekt, Francesc Berenguer.
I dag fungerer huset som museum og rummer en samling af møbler og genstande designet af Gaudí. Museet giver et indblik i Gaudís personlige liv og kreative proces.

Skovzonen
Skovzonen i Park Güell er et vidtstrakt område dækket af træer og snoede stier. Det er en mere naturlig og mindre udviklet del af parken, hvor du kan nyde en fredelig gåtur gennem skyggefulde, skovklædte omgivelser.
Skovzonen står i kontrast til de mere arkitektoniske områder i parken og giver en tættere forbindelse til naturen samt den lokale flora og fauna.
Området ligger en smule højere oppe end Monumental Zonen, og derfor er det også et sted, som færre besøgende når ud til.
Men hvis du har tid (og ikke for ondt i benene), vil jeg helt klart anbefale, at du udforsker skovzonen, da detgiver en helt anden oplevelse af Park Güell væk fra menneskemængderne.
Stier og viadukter
Rundt omkring i Park Güell finder du flere unikke stier og viadukter, som Gaudí designede til at de skulle naturligt forene sig med det omgivende landskab.
Viadukterne bæres af skrå stenpiller, der efterligner formen på træstammer og får dem til at fremstå, som om de vokser direkte op af jorden.
Viadukterne har både en æstetisk og praktisk funktion, da de giver dig mulighed for at bevæge dig rundt i parken uden at forstyrre parkens natur.
Du finder viadukterne forskellige steder i parken med navne såsom Pont de Baix og Pont de Dalt.
Når du bevæger dig ad stierne og over viadukterne, føles det som at vandre gennem et eventyrligt skovlandskab.



Tag på en guidet tur af Park Güell
Hvis du gerne vil dykke dybere ned i historien og betydningen af Park Güell, vil jeg anbefale, at du tager med på en guidet tur i Park Güell.
En guidet tur kan give dig bedre indblik i Gaudís arkitektur, symbolikken bag hans design og parkens historie.
En guide kan også pege på mindre kendte detaljer og skjulte perler, som du nemt kan overse under et besøg på egen hånd. For helt ærligt – mængden af information på skiltene rundt i parken er ret begrænset.
Ture varer som regel omkring 1 til 1,5 time og giver et grundigt indblik i både den Monumentale Zone og de omkringliggende områder.
Ha’ sjov med en fototur i Park Güell
En anden populær oplevelse i Park Güell er at tage på en fototur i parken.
Du kan udforske parken på en fototur i en lille gruppe eller som privat tur sammen med en professionel fotograf, som fanger dit besøg på billeder. Billetter til parken er som regel inkluderet i turen.
En fototur er især oplagt, hvis du er på en venindetur til Barcelona eller rejser med din familie og gerne vil være sikker på at få nogle fantastiske billeder af jer alle sammen i de unikke omgivelser.



Hvordan kommer du til Park Güell?
Et spørgsmål, som mange stiller, er, hvordan man kommer til Park Güell. Det afhænger selvfølgelig af, hvor i Barcelona du overnatter.
Her er de mest almindelige måder at komme til Park Güell på:
- Med metro
- Med bus
- Med taxi
Lad os se nærmere på hver af dem:
Hvordan kommer du til Park Güell med Metro?
De nærmeste metrostationer til Park Güell er Lesseps og Vallcarca på den grønne L3-metrolinje. Du kan også bruge metrostationen El Coll eller El Carmel på den blå L5-linje, som ligger lidt længere væk.
Fra Lesseps metrostationen på L3-linjen
Fra Lesseps metrostation på den grønne L3-linje tager det cirka 15 minutters gang til Park Güells hovedindgang.
Når du stiger af metroen, tag udgangen mod Plaça Lesseps. Gå langs den store vej Travessera de Dalt, indtil du når Carrer de Larrard.
Gå op ad Carrer de Larrard til enden, og drej derefter til højre ad Carrer d’Olot.
Her finder du hovedindgangen til Park Güell!
Efter min mening er dette den nemmeste måde at komme til Park Güell på. Der er lidt op ad bakke til sidst, men det er overkommeligt.
Et alternativ er at dreje af en blok tidligere, ved Avinguda del Santuari de Sant Josep de la Muntanya. Følg gaden til den udendørs mekaniske rulletrappe, og fortsæt ligeud, indtil du når krydset ved Carrer d’Olot.
Nogle gange er der en lille ekstra indgang her. Hvis ikke, går du blot ned ad trapperne på Carrer d’Olot til hovedindgangen.
Du kan også tage en taxa fra Lesseps metrostation – turen tager ikke mere end fem minutter.
Fra Vallcarca metrostation på L3-linjen
Fra Vallcarca station er der en del op ad bakke til den øvre indgang af Park Güell – og lad os være ærlige: Det er rigtig meget op ad bakke!
Jeg anbefaler ikke at tage denne rute, medmindre du er i god form og gerne vil have lidt ekstra træning.
Følg skiltene mod Parc Güell (bemærk den catalanske stavemåde) og drej til venstre ad Baixada de la Glòria. Der en rulletrappe her, men den har været lukket pga. vejarbejde, og man må nu gå op ad små stejle trapper.
Fordelen er, at du ankommer til parkens højeste punkt og kan gå nedad mod hovedområdet. Udsigten over Barcelona er virkelig flot herfra, men det tager tid at nå de centrale dele af parken.
Jeg foretrækker selv ruten fra Lesseps.
Fra El Carmel metrostation på L5-linjen
Fra El Carmel metrostation på den blå L5-linje er der cirka 1,6 kilometer og 20–25 minutters gang til Carmel-indgangen til Park Güell.
L5-linjen er praktisk at bruge, hvis du kommer fra eller skal videre til Sagrada Família, men turen til parken byder på en hel del op ad bakke.
Fra El Coll metrostation på L5-linje
Et andet stop på L5-linjen er El Coll | La Teixonera. Herfra tager du udgangen mod Passeig Mare de Déu del Coll.
Derfra er der cirka 20 minutters gang til Park Güells Carmel-indgangen.
På vejen passerer du udsigtspunktet Mirador de Joan Sales, og turen er (ikke overraskende) også op ad bakke.
Men det er et godt valg, hvis du gerne vil udforske en anden side af byen og få nogle fine udsigter undervejs.

Hvordan kommer du til Park Güell med Bus?
Nogle af de offentlige buslinjer samt den populære hop-on hop-off turistbus stopper tæt på Park Güell.
Barcelona hop-på hop-af turistbus
Den blå rute på Barcelonas hop-på hop-af turistbus stopper ved Park Güell.
Den blå linje passerer også forbi Sagrada Família, så den er ideel, hvis du vil besøge begge steder på samme dag.
Dog skal du være opmærksom på, at busstoppestedet ligger et godt stykke fra parkens indgang. Så det er værd at tage med i overvejelserne, hvis du planlægger at besøge Park Güell som en del af en tur med hop-på hop-af bussen i Barcelona.
Lokale busser til Park Güell
Der er flere lokale buslinjer, der sætter dig af mere eller mindre tæt på indgangen til parken:
- Bus 24 (stop Park Güell)
- Bus 92 (stop Park Güell)
- Bus 116 (stop Olot/Mariano)
- Bus 24 (stop CAP Larrard)
- Bus 32 (stop CAP Larrard)
- Bus H6 (stop CAP Larrard)
Jeg plejer bare at bruge Google Maps til at finde ud af, hvilken buslinje og hvilket stoppested der passer bedst til mig.
Nogle gange kan det også være ligeså let bare at gå fra metroen til Park Güell.
Hvordan kommer du til Park Güell med taxa?
Taxaer er let tilgængelige i Barcelona og er et rigtig godt alternativ, hvis du har begrænset tid til at besøge Park Güell.
Bed chaufføren om at sætte dig af ved hovedindgangen på Carrer de Larrard. Det er den mest praktiske indgang, da den fører dig direkte til Park Güells mest populære område, Monumental Zonen.
I myldretiden kan en taxatur være dyrere – endnu en god grund til at besøge Park Güell tidligt om morgenen eller om eftermiddagen.

Sådan kommer du fra Park Güell til andre seværdigheder i Barcelona
Det er nemt at kombinere et besøg i Park Güell med andre populære seværdigheder i Barcelona – enten til fods, med offentlig transport eller med taxa.
Lad os se nærmere på nogle af de mest oplagte steder at kombinere med et besøg i Park Güell.
Hvordan kommer du fra Park Güell til Sagrada Familia?
Det er helt oplagt at kombinere et besøg i Park Güell med et besøg i Sagrada Família.
Jeg vil stærkt anbefale at besøge Park Güell om morgenen, inden du tager videre til Sagrada Família. For det første fordi der er færre mennesker i Park Güell tidligt på dagen – og om sommeren er det mindre varmt.
For det andet, hvis du vælger at gå til Sagrada Família, så er ruten fra Park Güell til Sagrada Família ned ad bakke. I modsætning til den modsatte vej, som (selv sagt) er op ad bakke.
Gåafstand fra Park Güell til Sagrada Familia
Det tager cirka 35–45 minutter at gå fra Park Güell til Sagrada Família, alt efter hvor hurtigt du går (og hvor mange fotopauser du holder undervejs).
På gåturen passerer du bydelen Gràcia – et rigtig godt sted at stoppe for frokost.
Sørg for at give dig selv god tid mellem besøget i Park Güell og din adgang til Sagrada Família, så du har tid til både gåturen og eventuel kaffe- og frokostpause.
Med metro fra Park Güell til Sagrada Familia
For at tage metro fra Park Güell til Sagrada Família, kan du tage den grønne L3 metro fra Vallcarca eller Lesseps station til Diagonal og skifte til den blå L5-linje for at komme til Sagrada Família.
En anden mulighed er at gå fra Park Güell til metrostationen El Coll | La Teixonera eller El Carmel på den blå L5-linje, der som sagt stopper direkte ved Sagrada Família.
Alternativt kan du gå fra Park Güell til den gule L4 metrostation Alfons X, tage metroen to stop til Verdaguer og skifte til L5-linjen derfra til Sagrada Família.
Med bus fra Park Güell til Sagrada Familia
Den nemmeste måde at tage bussen fra Park Güell til Sagrada Família på er med bus V19 eller bus 114.
Med bus tager det cirka 30 minutter, inklusive gang til og fra busstoppestederne.
- Med bus 114: Gå ud af Park Güell via Carretera del Carmel. Gå ned ad Avenida de Pompeu Fabra i cirka 8 minutter (600 meter), og vent på bus 114 ved stoppestedet Sardenya–Camèlies. Kør cirka 12 minutter og stå af ved stoppestedet Passeig de Sant Joan – Còrsega. Herfra er der cirka 4 gader til Sagrada Família.
- Med bus V19: Gå ud af Park Güell ved Carretera del Carmel-udgangen, og gå cirka 160 meter ned ad vejen til busstoppestedet for V19 i retning mod Barceloneta. Stå af ved stoppestedet Passeig de Sant Joan – Rosselló, og gå cirka 10 minutter derfra til Sagrada Família.
Med taxa fra Park Güell til Sagrada Familia
En taxatur fra Park Güell til Sagrada Família tager cirka 10–15 minutter afhængigt af trafikken.

Hvordan kommer du til Park Güell fra Plaza Catalunya?
Hvis dit hotel eller Airbnb ligger ved La Rambla eller i det Gotiske Kvarter, er Plaza Catalunya det bedste udgangspunkt for at komme til og fra Park Güell.
Her er de bedste måder at komme fra Park Güell til Plaza Catalunya – til fods, med metro eller med taxa.
Gåafstand fra Park Güell til Plaza Catalunya
Det tager cirka 45 minutter til en time at gå fra Park Güell til Plaza Catalunya, alt efter hvor hurtigt du går, og hvor mange stop du tager undervejs.
Afstanden er omkring 3,8 kilometer, og du kan på vejen passere vigtige seværdigheder som Passeig de Gràcia, Casa Milà og Casa Batlló.
Det er nemmere at gå fra Park Güell til Plaza Catalunya end den modsatte vej, da du går ned ad bakke fra parken.
Med metro fra Park Güell til Plaza Catalunya
Gå fra Park Güell og tag den grønne L3-metrolinje fra enten Vallcarca eller Lesseps metrostation til Plaza Catalunya. Metroturen tager cirka 15 minutter.
Jeg har selv taget den metrostrækning mange mange gange, fordi jeg bor i slutningen af den grønne L3-linje (ved Valldaura-stoppet) og arbejder ved Plaza Catalunya
Med bus fra Park Güell til Plaza Catalunya
Den nemmeste busrute fra Park Güell til Plaza Catalunya er bus 24.
Tag udgangen ved Carretera del Carmel fra Park Güell, og gå cirka 160 meter (ét gadehjørne) ned ad vejen til busstoppestedet for bus 24.
Busturen til Plaza Catalunya tager cirka 27 minutter.
Med taxa fra Park Güell til Plaza Catalunya
En taxatur fra Park Güell til Plaza Catalunya tager omkring 15–20 minutter afhængigt af trafikken.




Hvordan kommer du fra Park Güell til Casa Batlló?
Casa Batlló er en anden populær seværdighed at besøge i Barcelona, og det er nemt at kombinere med et besøg i Park Güell samme dag.
Gåafstand fra Park Güell til Casa Batlló
Gåturen mellem Park Güell og Casa Batlló tager omkring 40–45 minutter (3,1 kilometer), alt efter hvor mange stop du laver undervejs.
Med metro fra Park Güell til Casa Batlló
Den nemmeste måde at komme fra Park Güell til Casa Batlló på er ved at tage den grønne L3-metrolinje til Passeig de Gràcia.
Fra Park Güell kan du gå til enten Vallcarca eller Lesseps metrostation og tager metroen til Passeig de Gràcia.
Casa Batlló ligger lige ved siden af metrostationen Passeig de Gràcia.
Med bus fra Park Güell til Casa Batlló
Den nemmeste busrute fra Park Güell til Casa Batlló er bus 24 (samme bus som til Plaza Catalunya).
Tag udgangen ved Carretera del Carmel fra Park Güell og gå cirka 160 meter (ét gadehjørne) ned ad vejen til busstoppestedet for bus 24. Stå af ved stoppet Passeig de Gràcia – Consell de Cent.
Busturen fra Park Güell til Casa Batlló tager cirka 20 minutter.
Med taxa fra Park Güell til Casa Batlló
En taxatur fra Park Güell til Casa Batlló tager cirka 15 minutter.

Seværdigheder og oplevelser tæt på Park Güell
Når du besøger Park Güell, kan du let kombinere dit besøg med nogle af de andre populære seværdigheder i Barcelona i nærheden af Park Güell:
Besøg Gaudís første hus, Casa Vicens
Casa Vicens er et af Antoni Gaudís allerførste byggerier i Barcelona. Casa Vicens viser hvordan Gaudís i sin tidlige tid eksperimenterede med levende farver, detaljeret flisearbejde og sjove former.
Casa Vicens ligger tæt på Park Güell i bydelen Gràcia og er et must-see for alle, der er interesserede i spændende arkitektur.
Nyd udsigten fra Bunker del Carmel
For en af de bedste udsigter over Barcelona, så tag turen op til Bunker del Carmel – en kort (men opadbakke) gåtur fra Park Güell.
Bunkerne blev oprindeligt brugt som antiluftskyts under Den Spanske Borgerkrig. I dag er det et populært sted blandt både lokale og turister for at nyde den imponerende udsigt over byen.
Udforsk bydelen Gracia
Gràcia er et livligt kvarter med smalle gader, lokale butikker og hyggelige pladser – perfekt til en afslappet eftermiddagstur efter et besøg i Park Güell.
La Sagrada Familia
La Sagrada Família er den absolut største turistattraktion i Barcelona, især hvis det er første gang, du besøger Barcelona!
Det er nemt at kombinere et besøg til både Sagrada Família og Park Güell på samme dag.
Når du planlægger din tur, så afsætte god tid til at opleve begge seværdigheder!
Sant Pau modernistiske komplekset
Det modernistiske kompleks Sant Pau er en mindre kendt seværdigheder i Barcelona, som bestemt er værd at besøge, hvis du interesserer dig for arkitektur!
Stedet blev oprindeligt bygget som et hospital, men er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Sant Pau-komplekset er kendt for sine farverige mosaikker, detaljerede facader og smukke haver.
Sant Pau-komplekset ligger kun en kort gåtur fra Sagrada Família og er det perfekte sted at fortsætte din opdagelse af den fantastiske catalanske moderniske arkitekture.



Konklusion: Er Park Güell værd at besøge?
Efter min mening er Park Güell helt klart værd at besøge! Parken byder på en enestående kombination af kunst, arkitektur og natur.
Park Güell er et af de mest ikoniske seværdigheder i Barcelona og dukker op i næsten al promovering for byen. Så det er ret fantastisk at opleve stedet med egne øjne.
Derudover får du nogle virkelig flotte udsigter over Barcelona, som i sig selv er værd at tage turen op for.
Når det er sagt, så er der nogle turister, som fremhæver, at de blev lidt skuffede over besøget. Den kuperede beliggenhed af Park Güell og de mange stier og trapper i parken kommer bag på mange.
Og området med de mest kendte seværdigheder – den såkaldte Monumental Zone – er faktisk ret lille i forhold til parkens samlede størrelse.
Jeg synes dog stadig, at det er en Barcelona klassisker, som er værd at besøge mindst én gang!
Del endelig din egen oplevelse med Park Güell i kommentarene herunder!
Held og lykke med din tur til Park Güell!
