Argentina,  Buenos Aires,  Latinamerika,  Rejse

En detaljeret guide til én dag i Buenos Aires, Argentina

Buenos Aires er din indgang til at udforske Argentinas mange smukke destinationer – og resten af Sydamerika.

Med to internationale lufthavne er der stor sandsynlighed for, at du lander i Buenos Aires, før dit Argentina-eventyr for alvor begynder. Men hvad gør du, hvis du kun har én dag i byen?

Den her guide er svaret!

Dette er ikke bare en hurtig “gør stop her og der”-rundtur til Argentinas hovedstad – det er en komplet rejseplan, der hjælper dig med at opleve de største seværdigheder og højdepunkter i Buenos Aires på kortest mulig tid.

Jeg boede i Buenos Aires i syv år og har udforsket både byens klassiske seværdigheder og skjulte perler.

Der er så meget at opleve i Buenos Aires, at jeg nemt kunne fylde hele din ferie med aktiviteter.

Men selvfølgelig vil du også gerne se mere af Argentina, og du har ikke ubegrænset tid til at opleve Buenos Aires.

Så lad os springe direkte til den perfekte én-dags rejseplan med de mest ikoniske seværdigheder i Buenos Aires!

En insiders rejseguide til én dag i Buenos Aires, Argentina

Disclosure: Nogle af linkene herunder er affiliate links. Det betyder at, uden nogen ekstra omkostninger for dig, vil Becci Abroad tjene en lille kommission, hvis du foretager et køb via et af disse links. Det hjælper med at betale udgifterne til sitet. 


Buenos Aires på én dag – før du tager afsted

Den her én-dags rejseplan til Buenos Aires er mit bud på, hvordan du kan opleve det bedste af byen på kortest mulig tid.

Er én dag i Buenos Aires nok?

Helt ærligt – nej, én dag i Buenos Aires er ikke nok!

Hvis du har mulighed for at blive et par dage ekstra, vil jeg klart anbefale det.

Du kan godt nå at se de vigtigste turistattraktioner i det gamle historiske centrum på én dag, men der er mange andre spændende steder og kvarterer at udforske.

Buenos Aires er en stor kosmopolitisk hovedstad opdelt i flere kvarterer, der kaldes barrios på spansk.

Det største og mest populære kvarter uden for byens centrum er Palermo – her kan du nemt bruge en ekstra dag!

Derudover har Buenos Aires flere fantastiske museer og parker, som er værd at opleve, hvis du vælger at blive længere.

Tjek min liste sidst i indlægget for flere anbefalinger til oplevelser i Buenos Aires, som ikke er dækket her.

Book en guidet tur i Buenos Aires!

Hvordan kommer du rundt i Buenos Aires på én dag?

De fleste stop på den her én dags rejseplan til Buenos Aires kan nås til fods.

Jeg vil helt klart anbefale at gå så meget som muligt. Det er den bedste måde at opleve byen på, når du kun har kort tid i Argentinas hovedstad.

Buenos Aires har et brugervenligt og nemt offentligt transportsystem med mange metrolinjer og busser, der dækker hele byen.

Men for at spare tid vil jeg dog anbefale at tage en taxa, Uber eller Cabify, hvis det skulle blive nødvendigt for dig at komme hurtigt rundt. Du kan nemt få fat i en taxa ved at stoppe en på gaden eller bestille en bil i Uber- eller Cabify-appen.

Én dag in Buenos Aires – dit hurtige overblik

Har du travlt?
Her er min Buenos Aires en dags rejseplan, så du kan få et hurtigt overblik:

Morgen
Kongresen
Avenida de Mayo
Barolo-paladset
Avenida 9 de Julio
El Obelisco
Avenida Corrientes
Calle Florida
Udsigtspunktet på Galería Güemes
Plaza de Mayo
Casa Rosada
Frokost
Puerto Madero
Puente de la Mujer
Eftermiddag
San Telmo
Kaffepause på Atis Bar
La Boca & Caminito 
Aften
Ateneo Grand Splendid-boghandlen
Middag på Fogón Asado eller tango show hos El Viejo Almacen

Hoteller i Buenos Aires
Hotel Tango de Mayo – Den bedste overnatning for en dag i Buenos Aires
Hotel Madero – Den Trendy overnatning i Puerto Madero
M Concept – Den hyggelig San Telmo overnatning
BA Stop Hotel House – Den budget-venlige overnatning
Jardín Escondido – Den unikke luksus overnatning i Palermo

Bedst bedømte byvandringer i Buenos Aires
Buenos Aires gratis byvandring (morgentur)
Buenos Aires gratis byvandring (morgentur)
Puerto Madero gratis byvandring (afternoon tour)
La Boca gratis byvandring (morgentur)
La Boca guidet byvandring (morgentur)
Buenos Aires Layover Tour (privat heldagstur)
Buenos Aires guidet endagstur (heldagstur med en mindre gruppe)


Hvad skal du opleve på én dag i Buenos Aires?

Buenos Aires er kendt som Sydamerikas Paris med sine brede boulevarder og europæisk-inspirerede arkitektur!

Der er masser af oplevelser i Buenos Aires, men her vil jeg fokusere på at guide dig gennem de vigtigste seværdigheder, du kan nå på bare én dag.

Lad os udforske det bedste af Argentinas hovedstad med den her én-dags rejseplan til Buenos Aires!

Vamos!

Kort til Buenos Aires en dags rejseplan

Se alle stoppene på Buenos Aires én dags rejseplanen på kortet herunder. Øverst i højre hjørne kan du klikke på ikonet til fuldskærm og åbne kortet direkte i din Google Maps-app.

Morgen: Udforsk Buenos Aires’ historiske centrum

¡Buenos días! og velkommen til din perfekte én dags rejseplan til Buenos Aires!

Vi starter morgenen med at udforske Buenos Aires’ historiske centrum. Blandt de lokale porteños bliver det historiske centrum ofte kaldt microcentro.

Du kan nemt nå alle stoppene i microcentro til fods. Brug kortet ovenfor og vejledningen til at finde de bedste steder at besøge.

Hvis du ikke har lyst til at udforske microcentro på egen hånd, kan du også tage med på en gratis guidet tur gennem Buenos Aires’ centrum med Civitatis.

Civitatis gratis guidede tur starter kl. 11 fra Plaza de Mayo og er tilgængelig onsdage, fredage, lørdage og søndage.

Book din gratis tur her!

Argentinas kongres bygning

Start din én-dags rejseplan i Buenos Aires foran Argentinas kongresbygning i hjertet af byen.

Argentinas kongressen, kendt på spansk som Congreso de la Nación Argentina, fungerer som den lovgivende magt i Argentina. 

Kongresbygningen er en imponerende neoklassicistiske bygning huser begge kamre i den argentinske kongres: Senatet og Deputerkammeret.

Argentinas kongresbygningen tog mere end et halvt århundrede at færdiggøre. Byggearbejdet startede i 1898, men den officielle indvielse af bygningen fandt først sted i 1906.

Foran kongresbygningen ligger Kongrespladsen, Plaza del Congreso.

Rundt om Kongrespladsen kan du beundre flere elegante historiske bygninger. En af de mest iøjnefaldende er La Confitería del Molino, en smuk art nouveau-bygning fra begyndelsen af 1900-tallet.

I modsatte ende af pladsen fra kongresbygningen finder du en af Buenos Aires’ mest berømte gader; Avenida de Mayo.

Gå hen imod enden af Kongrespladsen og fortsæt ned ad Avenida de Mayo.

Avenida de Mayo

Avenida de Mayo er en historisk gade i Buenos Aires, der strækker sig fra Plaza del Congreso til Plaza de Mayo.

Langs Avenida de Mayo finder du et væld af caféer, restauranter og butikker beliggende i smukke gamle art nouveau-bygninger.

Avenida de Mayo betyder “Maj boulevarden”. Navnet er en reference til Majrevolutionen i 1810, hvor Argentina opnåede sin uafhængighed fra det spanske imperium.

Et populært sted at besøge på Avenida de Mayo er Café Tortoni, der er en af de ældste caféer i Buenos Aires.

Café Tortoni stammer fra 1858 og var tidligere et vigtigt mødested for argentinske intellektuelle, kunstnere og politikere.

I dag er Café Tortoni et af de mest berømte caféer og en populær turistattraktion i Buenos Aires.

Hvis du vil ind, skal du komme tidligt, da stedet hurtigt bliver fyldt op, og der er kø for at komme ind. Jeg har besøgt Café Tortoni én gang og synes ærligt talt, at stedet var en smule opreklameret.

Når du går ned ad Avenida de Mayo fra Kongrespladsen, kan du gøre et hurtigt stop ved Barolo-paladset, et af Buenos Aires’ mest ikoniske vartegn.

Barolo-paladset

Barolo-paladset er en imponerende bygning i hjertet af Buenos Aires, designet med inspiration fra Dante Alighieris “Den Guddommelige Komedie”.

Bygningens design symboliserer rejsen fra Helvede til Himlen.

Stueetagen er indhyllet i en mørk og mystisk atmosfære, som skal afspejle Helvede. Når du bevæger dig op, bliver designet af bygningen gradvist lysere. Indtil du når de øverste etager og Barolo-paladsets fyrtårnet, som repræsenterer Himlen.

Barolo-paladset, kendt på spansk som Palacio Barolo, blev designet af den italienske arkitekt Mario Palanti på bestilling fra den lokale argentinske forretningsmand Luigi Barolo.

Bygningen af Barolo-paladset begyndte i 1919 og blev færdiggjort i 1923. Fra sin indvielse og frem til 1936 var det den højeste bygning i både Buenos Aires og i hele Sydamerika.

På de øverste etager af Barolo-paladset findes en café og bar, Salon 1923, som tilbyder en imponerende 360-grader udsigt over Buenos Aires.

Salon 1923 var tidligere åbent til morgenmad, men er nu kun åbent om aftenen for tapas og drinks fra kl. 19.

Du kan tilmelde dig guidede ture i Barolo-paladset, men for at spare tid, kan du nøjes med et hurtigt stop ved indgangen til denne unikke bygning.

Træd ud på Avenida de Mayo igen og gå de tre blokke ned til krydset mellem Avenida de Mayo og Avenida 9 de Julio.

Beliggenhed: Avenida de Mayo 1370, Buenos Aires

Avenida 9 de Julio

Avenida 9 de Julio i Buenos Aires er kendt for at være verdens bredeste boulevard, og den travle gade er et af Buenos Aires’ mest ikoniske vartegn og seværdigheder.

Avenida 9 de Julio, der oversættes til “9. juli boulevarden”, er opkaldt efter Argentinas uafhængighedsdag, den 9. juli.

Midt på Avenida 9 de Julio finder du en markant bygning, der prydes af en stor silhuet af Argentinas tidligere første dame, Eva Perón.

Der er faktisk to silhuetter af Eva Perón på Avenida 9 de Julio. Den ene vender mod nord og udstråler elegance, mens den anden, der vender mod syd, er en mere autoritær figur, råber ind i en mikrofon.

Historien går, at den sydvendte Eva Perón opildner arbejderkvartererne i de sydlige dele af Buenos Aires til at kæmpe for deres rettigheder. Imens den nordvendte kigger elegant mod de velstående kvarter i nord.

Eva Perón-silhuetterne er placeret på siderne af Argentinas sundhedsministerium.

Når du står i krydset mellem Avenida de Mayo og Avenida 9 de Julio, så drej til venstre ad Avenida 9 de Julio og gå mod et andet ikonisk seværdighed i Buenos Aires: El Obelisco.

El Obelisco

Få vartegn i Buenos Aires er så ikoniske som El Obelisco!

Den imponerende monument er strategisk placeret i krydset mellem Avenida 9 de Julio og Avenida Corrientes, to af Buenos Aires’ vigtigste gader.

El Obelisco blev bygget i 1936 for at fejre 400-årsdagen for Buenos Aires’ grundlæggelse og markerer stedet, hvor det argentinske flag først blev hejst.

For at få de bedste billeder af El Obelisco, gå hen til den store trappe og udsigtspunkt på gaden President Roque Sáenz Peña (stedet hedder Mirador del Obelisco på Google Maps).

Et andet fantastisk sted at tage billeder af El Obelisco er den store BA-skilt, som er lavet med planter. Skiltet er placeret på den nordvendte del af El Obelisco (på Google Maps hedder skiltet Cartel BA verde)

Ved særlige begivenheder såsom jul, sørger bystyret i Buenos Aires for at BA-skiltet bliver pyntet op med julepynt eller andre sjove dekorationer.

Om natten er El Obelisco oplyst i farver, der også ændrer sig ved særlige begivenheder og fejringer, såsom jul og nytår.

Da Argentina vandt VM i fodbold i 2022, blev El Obelisco oplyst med et lysshow, der hyldede det argentinsk landsholdet.

Lidt længere ned ad Avenida 9 de Julio fra El Obelisco finder du Buenos Aires’ ikoniske operahus, Teatro Colón.

Fra El Obelisco drej væk fra Avenida 9 de Julio og går ned ad Avenida Corrientes.

Book en guidet tur i Buenos Aires!

Avenida Corrientes

Avenida Corrientes er en af Buenos Aires’ vigtigste boulevarder og forbinder byens historiske centrum med havneområdet, Puerto Madero.

Langs Avenida Corrientes finder du utallige restauranter, teatre og boghandlere. Den bliver ofte kaldt Buenos Aires’ Broadway på grund af sit livlige kulturliv.

Hvis du har brug for en kaffepause, inden du fortsætter, så gør et stop ved Confitería Ideal. Det er et af Buenos Aires’ mest imponerende traditionelle kaffehuse og bestemt et besøg værd!

Fortsæt ned ad Avenida Corrientes mod Plaza de Mayo, indtil du når krydset mellem Avenida Corrientes og Calle Florida.

Calle Florida

Calle Florida er en travl gågade i hjertet af Buenos Aires, kendt for sine mange butikker og shoppingmuligheder.

Blandt de lokale er Calle Florida især kendt for sine gadesælgere, der råber “cambio, cambio, dólar, euro, cambio, cambio” til forbipasserende.

Disse gadesælgere arbejder for de uofficielle vekselkontorer, også kaldet cuevas, som er meget almindelige i Buenos Aires.

Mit råd er at undgå at veksle penge hos cuevas.

Hvis du planlægger at blive længere i Argentina, er det bedre at bruge Western Union og sende penge til dig selv, som du kan hæve i en af deres filialer.

Fra krydset mellem Avenida Corrientes og Calle Florida, gå tre blokke ned ad Calle Florida, indtil du når Galería Güemes.

Udsigtspunktet på Galería Güemes

Galería Güemes er en smuk shoppingarkade i Art Nouveau-stil, bygget mellem 1913 og 1915.

Arkaden er et tydeligt eksempel på den stærke inspiration fra europæisk arkitektur, der prægede Buenos Aires på den tid.

Selvom selve arkaden er værd at besøge, er den primære grund til at stoppe her den fantastiske udsigt fra arkadens top!

På 16. etage i Galería Güemes finder du en af Buenos Aires’ absolut bedste udsigtspunkter: Mirador Galería Güemes.

Mirador Galería Güemes, oversat som Güemes galleriets udsigtspunkt, er en udendørs udsigtsplatform placeret i en af Buenos Aires’ ikoniske kupler med en perfekt udsigt over byens centrum.

For at komme op til udsigtspunktet skal du tage elevatoren i Torre Mitre (Mitre-tårnet), som ligger inde i Galería Güemes. Tag elevatoren op til 14. etage, hvor billetkontoret er. Når du har købt din billet, fører en trappe dig helt op til kuplens top.

Selvom du skal op ad en del trin for at nå toppen, er den storslåede udsigt helt klart besværet værd!

Mirador Galería Güemes er et af mine yndlingssteder i Buenos Aires og har en af de mest spektakulære udsigter over byens skyline!

Efter at have nydt udsigten fra Mirador Galería Güemes, gå tilbage til Calle Florida.

Fortsæt én gade ned ad Calle Florida, indtil du når krydset med Avenida Presidente Roque Sáenz Peña (den første store gade, du møder).

Drej ned ad Avenida Presidente Roque Sáenz Peña, og gå én blok, indtil du når Plaza de Mayo.

Tjek den aktuelle billetpris på udsigtspunktets hjemmeside.

Åbningstider for Mirador Galería Güemes:

  • Mandag til fredag: kl. 10 – kl. 13 og kl. 14 – kl. 16:40
  • Lukket i weekenden

Adresse: Florida 165, billetkontor på 14. etage i Torre Mitre.

Plaza de Mayo

Plaza de Mayo er et af de mest ikoniske steder i Buenos Aires, og du kan simpelthen ikke besøge byen uden at opleve Plaza de Mayo!

Plaza de Mayo, som på dansk betyder “Majpladsen”, er en historisk plads i hjertet af Buenos Aires. Pladsen er opkaldt efter Majrevolutionen i 1810, som førte til Argentinas uafhængighed fra det spanske imperium.

Pladsen er omgivet af flere vigtige bygninger, herunder Buenos Aires’ Katedral (Catedral Metropolitana de Buenos Aires), det tidligere spanske rådhus el Cabildo, den argentinske nationalbank Banco de la Nación Argentina, og selvfølgelig den mest berømte af dem alle: Casa Rosada, det lyserøde præsident palads!

For den bedste udsigt over Plaza de Mayo og Casa Rosada kan du besøge rådhusmuseet, Museo Histórico Nacional del Cabildo y la Revolución de Mayo.

På jorden rundt om Plaza de Mayo vil du se små hvide, malede tørklæder. Disse er symbolet på den argentinske borgerretsorganisation Madres de Plaza de Mayo, oversat som “Mødrene fra Plaza de Mayo“.

I løbet af Argentinas militærdiktaturs Beskidte Krig, La Guerra Sucia, i 1970’erne fik Plaza de Mayo international opmærksomhed, da en gruppe lokale kvinder begyndte at protestere mod militærdiktaturets tvungne forsvindinger af deres børn og børnebørn.

Madres de Plaza de Mayo eksisterer stadig som en politisk organisation i Argentina, og du kan nogle gange se medlemmer af organisationen stå på pladsen.

Casa Rosada

Casa Rosada, som på dansk betyder “det lyserøde hus”, er en af Buenos Aires’ mest kendte og ikoniske bygninger og ligger midt på Plaza de Mayo.

Selv hvis du kun har én dag i Buenos Aires, kan du ikke undgå at lægge mærke til Casa Rosada!

Casa Rosada fungerer som præsidentpaladset i Argentina og er det officielle kontor for landets præsident.

Bygningen har spillet en central rolle i flere historiske begivenheder i Argentina – inklusive episoder, hvor tidligere præsidenter er flygtet fra taget af Casa Rosada!?

Internationalt er en af de mest berømte øjeblikke i Casa Rosadas historie, da Eva Perón talte til en enorm folkemængde fra balkonen. Denne scene blev udødeliggjort i filmen Evita, hvor Madonna synger “Don’t Cry for Me, Argentina”.

Eva Perón er stadig en polariserende figur i Argentina. Bedre kendt som Evita, var hun gift med præsident Juan Domingo Perón og spillede en afgørende rolle i 1940’erne og 1950’ernes Argentina.

Perón-tiden var præget af store politiske forandringer, komplekse magtkampe og sociale reformer. Mange af disse konflikter brænder stadig igennem i Argentinas politiske landskab i dag.

Selv efter at jeg tog en kandidatgrad i statskundskab med fokus på Latinamerika og Argentina, er jeg stadig ikke sikker på, at jeg forstår alle nuancerne i Argentinas politiske landskab!

Casa Rosada er lukket for besøgende, men du kan stadig nyde synet af den ikoniske bygning udefra og tage nogle flotte billeder.

Beliggenhed: Plaza de Mayo

Frokost i Buenos Aires

Efter at have udforsket Plaza de Mayo og Casa Rosada, er det tid til frokost!

Jeg giver dig to valgmuligheder afhængigt af, hvad du har lyst til.

Mulighed 1: Menú Ejecutivo i Puerto Madero

Hvis du vil have en solid frokost på en lokal restaurant, så tag til Puerto Madero, som ligger lige bag Casa Rosada og Plaza de Mayo.

Selvom Puerto Madero er kendt for sine eksklusive restauranter, tilbyder mange af dem mere budgetvenlige muligheder til frokost, kendt som menú del día (dagens menu) eller menú ejecutivo (menu for kontorfolk).

Menú del día er en fastlagt menu til en bestemt pris, som normalt inkluderer en forret, en hovedret, dessert eller kaffe samt en drik.

Menuen varierer afhængigt af restaurant, dag og sæson, men typisk kan du finde argentinske klassikere såsom empanadas (små fyldte tærter), ñoquis (kartoffelgnocchi), pastel de papas (argentinsk shepherd’s pie), pizza eller milanesas.

Milanesas er en elsket klassiker i det argentinske køkken! Det er panerede tynde skriver af oksekød eller kylling som enten er stegt eller bagt i ovnen. En populær variation er milanesa napolitana, hvor den serveres med tomatsauce og ost.

Tag en tur rundt i Puerto Madero og se, hvilke menú del día de forskellige restauranter tilbyder.

Mulighed 2: En budgetvenlig frokost hos Green Eat

Hvis du ønsker en billigere frokost med en fantastisk udsigt over et af Buenos Aires’ smukkeste hjørner, så tag til Green Eat.

Green Eat er et sundere, lokalt alternativ til de klassiske fastfoodkæder. Her kan du finde et udvalg af salater, wraps, kaffe og snacks.

Green Eat har flere lokationer i Buenos Aires, men en af mine favoritter ligger på hjørnet af Calle Florida og Calle Mitre.

Lige foran Green Eat finder du monumentet for Roque Sáenz Peña, og bag det nogle af Buenos Aires’ mest ikoniske kupler, kendt som Edificio Miguel Bencich.

Køb din mad, betal ved disken, og gå op på Green Eats øverste etage for den bedste udsigt over denne centrale del af Buenos Aires.

Beliggenhed: Green Eat, Florida 102, Buenos Aires

Hvis du vælger den budgetvenlige frokostmulighed hos Green Eat, kan du bagefter tage en tur ned til Puerto Madero for at se området!

Puerto Madero

Puerto Madero er et af de få steder i Buenos Aires, hvor man bliver mindet om, at byen faktisk ligger ved bredden af flodden Río de la Plata.

Området blev etableret i 1882 som en del af Buenos Aires’ havn, men blev hurtigt forladt, da vandet viste sig at være for lavt til store skibe.

I dag er Puerto Madero en moderne og eksklusiv bydel, hvor skyskrabere står side om side med restaurerede pakhuse i røde mursten.

Området er kendt for sin blanding af internationale virksomheders kontorer, luksuslejligheder, eksklusive restauranter og lokale isbutikker.

Puente de la Mujer

Hjertet af Puerto Madero er Puente de la Mujer, som på dansk betyder “Kvindebroen”. Den ikoniske bro blev indviet i 2001 og er hurtigt blevet et vartegn i Buenos Aires.

Gå ikke glip af en lille gåtur over Puente de la Mujer på din én dag i Buenos Aires!

Broens form er inspireret af de flydende bevægelser i en tango. Når broen åbner for at lade skibe passere, siges det, at dens bevægelse skal efterligne en kvindes dansetrin i tango.

Jeg lader det være op til dig at vurdere, om Puente de la Mujer i Puerto Madero faktisk ligner en tango-danser!

Lær mere om Puerto Madero med en gratis guidet tur

Eftermiddag i Buenos Aires: San Telmo og La Boca

Efter at have besøgt Puerto Madero, gå tilbage til Plaza de Mayo og gør klar til en eftermiddag i Buenos Aires’ historiske kvarterer: San Telmo og La Boca.

Eftermiddagen på vores én-dags rejseplan er fyldt med byens historie – og et hemmeligt sted!

San Telmo

Start eftermiddagen med at udforske San Telmo, Buenos Aires’ ældste kvarter, som er kendt for sine gamle koloniale huse, charmerende brostensbelagte gader og hyggelige antikbutikker.

Fra Plaza de Mayo går du ned ad Calle Defensa mod Plaza Dorrego for at opleve San Telmos unikke atmosfære! Tag dig tid til at kigge i de lokale antikbutikker og små kunstgallerier i San Telmos gader.

Mindre end én blok fra Plaza de Mayo, på Defensa 187, finder du Buenos Aires Museo, byens historiske museum.

Museet giver et spændende indblik i Buenos Aires’ udvikling – og glem ikke at tage turen op på museets tagterrasse, hvor der er en fantastisk udsigt over San Telmos tage og gamle kirker!

Fortsæt videre ned ad Defensa, og ved hjørnet af gaderne Defensa og Chile vil du møde en skulptur af en af Argentinas mest elskede figurer: Mafalda.

Mafalda er en tegneseriefigur skabt af den argentinske tegner Quino. Hun er en 6-årig pige med et kritisk syn på samfundets udfordringer, og hendes farverige skulptur er blevet et symbol på både kvarteret og Argentina. Glem ikke at tage et billede med Mafalda på din ene dag i Buenos Aires!

Lige overfor Mafalda-skulpturen ligger La Casa del Dulce de Leche, en specialbutik, der kun sælger produkter med Argentinas elskede dulce de leche-karamelcreme.

Gør et stop hos Casa del Dulce de Leche og køb enten en alfajor (to brownie-artige småkager med dulce de leche imellem, ofte overtrukket med chokolade) eller et glas dulce de leche til at tage med hjem.

Lige ved siden af Casa del Dulce de Leche finder du Zanjón de Granados, en historisk bygning med adgang til Buenos Aires’ gamle vandtunneler.

Zanjón de Granados kan kun besøges på en guidet tur, og da du har begrænset tid i Buenos Aires, vil jeg anbefale at gemme denne oplevelse til en anden gang.

Overfor Zanjón de Granados, i Pasaje San Lorenzo, finder du Buenos Aires’ smalleste hus, Casa Mínima. Stop for et hurtigt foto og nyd stemningen i San Telmo!

To blokke længere nede ad Calle Defensa finder du Mercado de San Telmo, en historisk indendørs madmarkedet (a la Torvehallerne i København) i en gammel industribygning.

Ud over de charmerende bygninger og butikker er San Telmo også berømt for sin tango-kultur.

To blokke fra San Telmo Market ligger Plaza Dorrego, et populært sted at nyde tango-optrædener på gaden.

Især om søndagen bliver Plaza Dorrego forvandlet, når det ugentlige San Telmo-marked (Feria de San Telmo) fylder kvarteret med kunsthåndværk, gadekunstnere og street food.

Selvom din ene dag i Buenos Aires ikke falder på en søndag, bør du stadig tage dig tid til at udforske San Telmo og gøre et stop ved Plaza Dorrego!

Kaffepause på Atis Bar

Efter at have vandret rundt i San Telmo, er det tid til en velfortjent pause på en af mine yndlings anderledes oplevelser i Buenos Aires: Atis Bar!

Atis Bar er en unik bar beliggende i et gammelt jesuitterkloster midt i hjertet af San Telmo.

Ejerne af baren har omhyggeligt bevaret bygningens originale detaljer, så du får en følelse af at træde tilbage i tiden, når du besøger.

Når du træder indenfor, bliver du mødt af en smal passage, der fører ind i et charmerende hjem i spansk kolonistil.

Bagerst i huset fører en trappe op til en smuk fler-etagers gårdhave, der er fyldt med frodige planter. Gårdhaven skaber en rolig atmosfære – det perfekte sted at tage en pause fra byens travlhed.

Efter kaffepausen er det tid til at tage til en af Buenos Aires’ mest berømte seværdigheder: La Boca.

For at komme til La Boca anbefaler jeg kraftigt, at du stopper en taxa eller bestiller en Uber eller Cabify.

La Boca ligger kun en kort taxatur fra Atis Bar, og både for tidsbesparelsen og for din egen sikkerhed er det bedst at tage en taxa.

Nogle områder i både San Telmo og La Boca er ikke de bedste at gå rundt i alene, især hvis du ikke kender byen godt.

Åbningstider for Atis Bar:

  • Søndag til torsdag: kl. 10 til midnat
  • Fredag og lørdag: kl. 10 til kl 2 (om morgenen)

Beliggenhed: Perú 1024, San Telmo

La Boca og Caminito

La Boca er et af de mest berømte kvarterer i Buenos Aires, kendt for sine farverige huse!

Billederne af La Boca er sandsynligvis noget af det første, du støder på, når du begynder at planlægge din rejse til Buenos Aires. De er blevet et ikonisk symbol på Buenos Aires, lidt a la Nyhavn i København.

Men de farverige huse, der vises i rejsebureauernes brochurer, repræsenterer faktisk kun en lille del af, hvad La Boca egentlig er. La Boca er navnet på et helt kvarter i den sydlige del af Buenos Aires.

De ikoniske malede huse i La Boca ligger i hjertet af La Boca kvarterets turistområde omkring gaden Caminito – en charmerende brostensbelagt gade.

Bystyret i Buenos Aires har udpeget området omkring Caminito til et udendørsmuseum, der skal bevare og fremhæve områdets historiske betydning i Buenos Aires.

La Boca var nemlig det første hjem for mange europæiske immigranter, der ankom til Argentina i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Immigranterne, der ofte havde begrænsede midler, slog sig ned i fattige lejeboliger kaldet conventillos.

Conventillo-bygninger var lavet af træ og metalplader, som blev malet med overskydende skibsmaling.

I dag er La Boca dog mest kendt for sine mange souvenirbutikker, turistede restauranter og gadekunstner, der tilbyder tango-fotos mod betaling.

Udover Caminito-gaden og et par gader rundt om Calle Garibaldi, byder La Boca også på en af Buenos Aires’ mest berømte fodboldstadioner: La Bombonera!

La Bombonera er hjemmebane for den lokale fodboldklub Boca Juniors.

Trods mine syv år i Buenos Aires, har jeg kun besøgte La Boca to gange. La Boca er ikke et sted, hvor argentinerne hænger ud. De tager som regel i stedet til Palermo eller Recoleta for at mødes med venner og bekendte.

Derudover anbefales det ikke at forlade turistområdet omkring Caminito-gaden, da de omkringliggende dele af La Boca ikke er de mest sikre områder i Buenos Aires.

De farverige huse i La Boca er dog et så ikonisk varetegn for Buenos Aires, at selvom du kun har én dag i Buenos Aires, bør du ikke gå glip af at tage et smut forbi området.

For at få en bedre forståelse af områdets historie, anbefaler jeg at deltage i en guidet tur i La Boca. Get Your Guide tilbyder en guidet rundtur på engelsk i La Boca hver dag kl. 11:00. Hvis du vil deltage, skal du dog ændre rejseplanen lidt – eller blive i Buenos Aires en dag mere!

Efter at have oplevet La Boca, så stop en taxa (eller bestil en Uber/Cabify) og tag til en anden del af Buenos Aires for at opleve verdens smukkeste boghandel!

Bestil din guidet tur i La Boca

Aften i Buenos Aires: Bøger og bøffer

Før du tager ud og spise aftensmad, så lad os tage et lille stop ved et af de mest unikke steder i Buenos Aires, som du ikke bør gå glip af på din ene dag i Buenos Aires!

Ateneo Grand Splendid-boghandlen

Ateneo Grand Splendid skiller sig ud som Buenos Aires’ mest ekstraordinære boghandel og er et absolut must-visit – især hvis du elsker bøger og glamour!

National Geographic har kåret Ateneo Grand Splendid som verdens smukkeste boghandel, og det er uden tvivl en af de flotteste boghandler, jeg nogensinde har besøgt!

Bygningen, der huser Ateneo Grand Splendid, blev oprindeligt opført som et teater i 1920’erne. Siden da har bygningen gennemgået flere transformationer, inden den i begyndelsen af 2000’erne blev omdannet til en boghandel.

Da Ateneo Grand Splendid åbnede som boghandel, blev essensen af dens fortid som teater bevaret med de originale udsmykninger.

Boghandlen rummer omkring 120.000 titler – inklusive litteratur på engelsk!

Ud over en boghandel, så har Ateneo Grand Splendid også en café og bar placeret på den tidligere scene.

Udvalget på baren er ikke det mest spændende, og servicen kan være både langsom og fraværende, men det er en helt særlig oplevelse at sidde midt i denne smukke kulisse!

Ateneo Grand Splendid ligger på Avenida Santa Fe i Recoleta-kvarteret i Buenos Aires, og der er gratis entré.

Fra Ateneo Grand Splendid kan du tage en taxa direkte til aftensmad – eller, hvis du har tid, smutte forbi hotellet for at friske dig op, inden du tager videre til den sidste del af din dag i Buenos Aires!

Beliggenhed: Avenida Santa Fe 1860, Buenos Aires

Middag i Buenos Aires

For at afslutte din ene dag i Buenos Aires på bedste vis, har jeg forberedt to valgmuligheder for aftensmad, som du kan vælge imellem: en foodie-oplevelse og en kulturel oplevelse!

Mulighed 1: Middag på Fogón Asado

Ingen tur til Buenos Aires er fuldendt uden at smage Argentinas verdenskendte kød!

Selvom der er mange steder, hvor du kan opleve en klassisk argentinsk asado (grillet kød), skiller Fogón Asado sig ud som det perfekte sted at runde din ene dag i Buenos Aires af.

Fogón Asado kombinerer den traditionelle argentinske parrilla (steakhouse) med et moderne touch og en eksklusiv spiseoplevelse.

Middagen hos Fogón Asado byder på kvalitets kød, der grilles over åben ild på en central grill i en hyggelig, fælles spiseatmosfære.

Fogón Asado blev endda nævnt i 2024-udgaven af Michelin-guiden! Og så er det faktisk en dansker, som er en del af ægteparret, der står bag i restauranten!

Addresse: Fogón Asado, Gorriti 3780, Palermo

Reserver bord til din middag på Fogón Asado:

Mulighed 2: Tango Show og middag

Buenos Aires kaldes tit for tangoens fødested (selvom der stadig er en livlig debat med Montevideo i Uruguay om dette!), så hvilken bedre måde at afslutte en dag i Buenos Aires på end med et tango-show?

Tango i Argentina opstod i slutningen af det 19. århundrede blandt de europæiske immigranter i Buenos Aires’ arbejderklasse. Dansen er kendt for sine passionerede og forførende bevægelser, ledsaget af melankolsk musik og tekster om kærlighed, hjemve og desperation, der afspejlede immigranternes livsvilkår i Argentina.

Der findes mange forskellige tango-steder i Buenos Aires, hvor aftenen typisk starter med afhentning på dit hotel og transport til showet. Middagen serveres enten før eller under forestillingen, afhængigt af det sted, du vælger.

El Viejo Almacén er kendt som Buenos Aires’ ældste tango-show og ligger i et historisk hus i San Telmo.

El Viejo Almacén tilbyder en klassisk middag med fri bar samt hoteltransport – en perfekt og stemningsfuld afslutning på din dag i Buenos Aires!

Bestill din tango-oplevelse:

Buenas noches, Buenos Aires! Jeg håber, at du har nydt din ene dag i Buenos Aires!


Få det mest ud af en dag i Buenos Aires

For at få mest muligt ud af din ene dag i Buenos Aires, får du her nogle forslag til, hvor du kan bo under dit besøg, samt nogle af de bedst bedømte guidede ture, du kan tage på for at opleve Buenos Aires på én dag.

Hoteller i Buenos Aires

Inspiration til unikke steder at bo på din éndagsrejseplan til Buenos Aires.

Normalt vil jeg ikke anbefale at bo i det historiske centrum af Buenos Aires tæt på Plaza de Mayo og den argentinske kongresbygning, da det ikke er det sikreste område om natten.

Men siden du kun har én dag i Buenos Aires, kan det være både tidsbesparende og praktisk at bo tæt på Buenos Aires centrum.

Her er nogle anbefalinger til steder at bo i Buenos Aires:

Hotel Tango de Mayo

Med Hotel Tango de Mayo får du ikke en bedre beliggenhed til at udforske Buenos Aires på én dag!

Hotellet ligger lige i centrum af Buenos Aires på den historiske Avenida de Mayo, et stenkast fra Argentinas kongres og lige ved siden af Barolo-paladset.

Alt på Hotel Tango de Mayo er tango-inspiraret; fra gulvtæpperne til malerierne på væggene.

Hotel Tango de Mayo tilbyder smukt indrettede værelser, en bar og en tagterrasse med udsigt over Avenida de Mayo.

Hotel Tango de Mayo har en helt særlig betydning for mig, fordi min mand og jeg blev gift på deres tagterrasse 🙂

Hotel Madero

Hotel Madero er et smukt, moderne hotel beliggende i hjertet af Puerto Madero, hvilket gør det nemt at komme til centrum af Buenos Aires på din éndagsrejseplan!

Hotel Madero tilbyder rummelige, smukt indrettede værelser, en tagterrasse med udsigt over Puerto Madero og en indendørs swimmingpool.

M Concept San Telmo

M Concept San Telmo er et boutique-hotel beliggende i Buenos Aires’ historiske San Telmo-kvarter, tæt på alle byens touristattraktioner.

Hotellet tilbyder moderne værelser og en smuk gårdhave til budget-venlige priser!

M Concept San Telmo ligger kun 10 minutters gang fra Plaza de Mayo og Avenida de Mayo, og er et fremragende valg, hvis du søger et hyggeligt og overkommeligt sted at bo i Buenos Aires!

BA Stop Hotel House

BA Stop Hotel House er en prisvenlig og hyggelig overnatningsmulighed i hjertet af Buenos Aires!

Hotellet tilbyder pæne værelser beliggende i et unikt historisk hus.

BA Stop Hotel House ligger kun 7 minutters gang fra den historiske Plaza de Mayo og 3 blokke fra Argentinas kongres. Det gør det til det perfekte sted at bo på din ét-dags rejse i Buenos Aires!

Jardin Escondido

Jardín Escondido er en af de mest unikke og luksuriøse hoteloplevelser i Buenos Aires!

Hotellet ligger i hjertet af Palermo Soho, 3 gader fra den populære Plaza Serrano og kun 10 minutters gang fra Buenos Aires Botaniske Have.

For at komme ind til Buenos Aires’ historiske bycentrum kan du tage metroen eller en taxa, der tager omkring 15 minutter.

Jardín Escondido betyder “skjult have” på spansk, og hotellet lever virkelig op til sit navn!

Det betagende hotel er omhyggeligt designet som en fredfyldt oase med smukt indrettede værelser og en fantastisk have med en forfriskende swimmingpool.

Det er det perfekte sted at slappe af og lade op efter en travl dag i Buenos Aires.

Flere seværdigheder og oplevelser i Buenos Aires

Min éndagsrejseplan til Buenos Aires har dækket, hvad jeg mener, er de bedste oplevelser i Buenos Aires, hvis du har begrænset tid til at udforske Argentinas hovedstad.

Men der er stadig så mange andre seværdigheder og oplevelser i Buenos Aires at udforske! Hvorfor ikke forlænge dit ophold med en ekstra dag eller to?

Her er nogle idéer til flere oplevelser i Buenos Aires, hvis du vælger at blive længere:

  • Recoleta-kirkegården – Dette imponerende historiske kirkegård rummer mere end 4.600 mausoleer og gravsteder for Argentinas mest indflydelsesrige familier. Tag med på en guidet tur af Recoleta-kirkegården for at opdage skjulte perler og fascinerende historier.
  • Floralis Genérica – En gigantisk metalskulptur af en blomst beliggende i Recoleta, der tilføjer et moderne touch til det historiske område.
  • Teatro Colón – Buenos Aires’ berømte operahus og et af verdens mest anerkendte teatre. Du kan tage en guidet rundvisning af Colon-teateret eller købe billetter til en forestilling.
  • Den Engelske Tårn – Det smukke, historisk klokketårn blev doneret til Buenos Aires af byens britiske samfund. Tårnet byder på en af de bedste udsigtspunkter over Buenos Aires.
  • MALBA-museet – Museet for Latinamerikansk Kunst i Buenos Aires (MALBA) er et fantastisk sted at besøge, hvis du elsker kunst. Museet har en imponerende samling af argentinsk og latinamerikansk kunst samt skiftende udstillinger.
  • Gadekunst i Palermo – Buenos Aires’ mest hippe og trendy kvarter byder også på noget af byens bedste street art. Læs også min guide til gadekunst i Buenos Aires!
  • Dagstur til Tigre-deltaet – Tigre-deltaet, også kendt som Buenos Aires’ svar på Venedig, ligger nord for byen og er en af de mest populære dagsture fra Buenos Aires.

De bedst bedømte byvandringer til Buenos Aires på én dag

Vil du gerne lære mere om Buenos Aires’ historie? Så overvej at tilføje en guidet byvandring til din Buenos Aires éndagsrejseplan!

Hvis du vil med på en guidet byvandring i løbet af din ene dag i Buenos Aires, kan du normalt kun nå én af guidet tur, da de fleste finder sted på samme tid – typisk om morgenen.

Her er nogle ideer til gratis og budget-venlige byvandringer i Buenos Aires, samt nogle privat turer, der dækker Buenos Aires højdepunkter på én dag, hvis du er mere til det:


Konklusion: Er det værd at tilbringe én dag i Buenos Aires?

Ja, det er absolut værd at tilbringe én dag i Buenos Aires!

Byen giver et unikt indblik i Argentinas historie og udvikling. Ved at dykke ned i Buenos Aires’ historie på din éndagsrejse får du også en bedre forståelse af Argentina som helhed.

Hvis du kun har én dag i Buenos Aires, så behold for Guds skyld den ene dag i din Argentina-rejseplan!  

Selvom jeg nemt kan finde mange flere spændende oplevelser i Buenos Aires til at bruge meget længere end bare en dag, så grib chancen, hvis én dag er alt, hvad du har til at udforske for lidt af Buenos Aires!

Med den her Buenos Aires éndagsrejseplan håber jeg, at jeg have hjulpet dig med at finde nogle af de bedste oplevelser i Buenos Aires på den korteste tid.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.