Barcelona,  Rejse,  Spanien

Gadekunst i Poblenou: En anderledes side af Barcelona

Poblenou er et kvarter i Barcelona, der ofte bliver overset af turister og rejsende, der besøger Barcelona. Men området byder på en spændende blanding af Barcelonas industrielle arv, gadekunst og moderne byudvikling, og det er helt klart et besøg værd, hvis du gerne vil have nogle ikke-turistede oplevelser i Barcelona.

Poblenou er i stigende grad blevet kendt som centrum for gadekunst i Barcelona sammen med det gotiske kvarter og El Raval.

Poblenou var tidligere Barcelonas industrielle område med store lagrebygninger og fabrikker. Når du går rundt i kvarteret i dag, kan du stadig se mange af de gamle industribygninger.

Gadekunst i Poblenou er blevet en integrateret del af bybillede i det gamle industri-område. Men gadekunsten i Poblenou er dog meget anderledes end den gadekunst, du kan opleve i de andre kvarterer i Barcelona. I Poblenou er skaber de lokale gadekunstner ofte større vægmalerier, der dækker hele vægge på gamle huse og tidligere fabriksbygninger, hvor imod gadekunst i det gotiske kvarter og El Raval normalt er mindre værker.

Poblenou er også et område af Barcelona, der er i forandring. Nogle dele af Poblenou hører i dag til blandt de mest moderne og trendy områder i Barcelona med moderne kontorbygninger i glas og nye lejlighedskomplekser.

I andre dele af Poblenou er de gamle industribygninger blevet omdannet til kunststudier, kulturelle centre, hippe caféer og nogle af de bedste street art-værker i Barcelona.

Gadekunsten i Poblenou ændrer sig ekstremt hurtigt, da byfornyelsen i området betyder, at mange gamle bygninger og mure, som tidligere blev brugt til gadkunst, bliver revet ned, for at bygge nyt.

Lad os nu gå på opdagelse i gadekunsten i Poblenou!

En guide til gadekunst i Poblenou i Barcelona

Disclosure: Some of the links below are affiliate links. This means that at no additional cost to you, Becci Abroad will earn a commission if you purchase through one of those links. This helps to pay the bills and the maintenance of the site.


Gadekunst i Poblenou – før du tager afsted

Inden vi dykker ned i detaljerne omkring gadekunst i Poblenou, så lad os lige gennemgå et par gode rejsetips til området.

Hvad er Poblenou?

Poblenou er et kvarter beliggende i den nordøstlige del af Barcelona. Navnet “Poblenou” betyder “ny by” eller “ny landsby” på catalansk.

Poblenou strækker sig fra Avinguda Diagonal helt ned til Middelhavskysten ved Bogatell Beach og Mar Bella Beach, hvilket gør det til et af Barcelonas mest attraktive kystnære kvarterer.

Poblenous historie går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor området udviklede sig til et industrielt centrum, især inden for tekstilindustrien.

I 1960’erne og 1970’erne lukkede mange af de lokale fabrikker i Poblenou eller flyttede til nye industriområder tættere på Barcelonas havn og lufthavn. Det førte til tilbagegang i området, hvor mange mennesker flyttede væk, og bygninger stod tomme.

OL i Barcelona i 1992 markerede de første store forandringer i Poblenou, hvor fabrikker og bygninger tæt på havet blev revet ned, og nye boligprojekter blev sat i gang.

I år 2000 lancerede Barcelonas byråd en stor byfornyelsesplan kaldet Project 22@, som havde til formål at forvandle det gamle industrikvarter til Barcelonas svar på Silicon Valley.

I dag er Poblenou et af de kvarterer i Barcelona, der har gennemgået den hurtigste byudvikling, samtidig med at området stadig har bevaret dele af sin industrielle arv.

Poblenou byder på mange farverige vægmalerier og kreative kulturcentre side om side med trendy caféer og moderne kontorbygninger.

Hvis du vil dykke mere ned i Poblenous historie og transformation, kan du læse mere på Barcelona Field Studies Centre.

Kort over gadekunst i Poblenou

Se alle stop på Poblenou Street Art-kortet. Oppe i højre hjørne kan du klikke på fuldskærms-ikonet og åbne kortet direkte i din Google Maps-app.

Rejsetips & anderledes oplevelser
Inspiration til din rejse i din inboks

Få de bedste rejsetips, storby guider og anderledes oplevelser rundt om i verdenen direkte til din inboks

Invalid email address
Prøv det af! Du kan altid framelde dig igen.

Hvordan kommer du rundt i Poblenou?

Du kan nemt komme rundt i Poblenou-kvarteret i Barcelona til fods, på cykel, med offentlig transport eller ved at tage på en guidet tur om gadekunst.

Til fods

Den bedste og nemmeste måde at opleve Poblenou på er til fods.

Sammenlignet med andre dele af Barcelona er Poblenou generelt mindre fyldt med turister, og der er masser af fortove og områder, der er behagelige at gå rundt i.

Selvom gadekunsten er spredt ud over kvarteret, er det stadig muligt at opleve en hel del til fods.

På cykel

Hvis du vil komme hurtigere rundt, kan det være en rigtig god idé at leje en cykel og udforske gadekunsten i Poblenou på to hjul.

Vi gik rundt hele dagen, og der var stadig et par værker, som jeg havde fundet online, som vi ikke nåede forbi.

Med en cykel havde vi helt sikkert kunnet nå flere. Husk på at gadekunsten i Poblenou ændrer sig hurtigt, så du kan støde på værker, der bliver nævnt online, men som ikke længere eksisterer. Og så er det altså bare lidt hurtigere at komme videre til det næste sted, hvis du er på cykel.

Metro og busser

Du kan også nemt bruge Barcelonas metro og lokale busser til at komme rundt i Poblenou.

Den gule metrolinje L4 kører gennem de centrale dele af Poblenou med stationer som Selva de Mar, Poblenou og Llacuna.

Der kører også flere lokale busser rundt i området.

Ulempen ved at bruge offentlig transport er, at du mister fleksibiliteten til spontant at stoppe op, hvis du falder over et flot vægmaleri undervejs.

Hvis du planlægger at bruge offentlig transport meget og samtidig besøge nogle af de traditionelle seværdigheder i Barcelona, kan det være en fordel at købe Barcelona-kortet til din rejse til Barcelona.

Guidet byvandring

Den sidste mulighed for at udforske Poblenou og den lokale gadekunst er at tage på en guidet byvandring om gadekunst.

De fleste guidede ture i Poblenou foregår på cykel, da der er lidt afstand mellem vægmalerierne i området.

Normalt foretrækker jeg at opleve gadekunst på guidede ture, da guiderne ofte har langt mere viden om områdets historie og kunstnerne bag værkerne, end man selv kan finde online.

Men den her gang passede tidspunkterne for turene ikke rigtigt ind i planerne, da min mor og stedfar besøgte min mand og jeg i Barcelona mellem jul og nytår. Faktisk er det en af mine ynglingsoplevelser i Barcelona om vinteren at gå på jagt efter lokal gadekunst.

Derfor lavede jeg lidt research, og vi fandt stederne på egen hånd. Så jeg besluttede mig for at sammensætte den her lille guide til gadekunst i Poblenou og dele den med jer her.

Hvis det passer ind i dit program, vil jeg helt klart anbefale at booke en guidet tur til gadekunst i Poblenou!

Wallspot Western Town gadekunst i Poblenou, Barcelona

Hvor finder du den bedste gadekunst i Poblenou, Barcelona

Stilen og udførslen af gadekunst i Poblenou minder mig meget om gadekunst i Buenos Aires, hvor hele bygningers facader og garageporte bliver brugt som kunstnernes lærred.

Som nævnt tidligere ændrer gadekunsten i Poblenou sig hurtigt for at give plads til nye byggeprojekter.

Jeg besøgte Poblenou i starten af januar 2025 og havde lavet en del research på forhånd. Meget af informationen online var et par år gammel, og i Poblenou kan det hurtigt være forældet. Nogle af malerierne var stadig der, mens andre var forsvundet.

Street Art Cities viste sig at være en virkelig god app til at finde nyere gadekunst i Poblenou.

Der er stadig rigtig meget gadekunst i Poblenou, som jeg havde på min liste (og endnu mere på Street Art Cities!), som jeg ikke nåede at se. Så det kan være, at indlægget her skal opdateres på et tidspunkt.

Men lad os dykke ned i noget af den bedste gadekunst i Poblenou!

Wallspot Western Town

Wallspot Western Town er et af de bedste steder at opleve gadekunst i Poblenou!

Gadekunsten i Wallspot Western Town dækker to hele vægge på hjørnet af Carrer d’Espronceda og Carrer del Marroc i Poblenou, lige over for Parc del Centre del Poblenou.

Western Town blev skabt af Wallspot, et lokalt initiativ, der hjalp gadekunstnere finde vægge, hvor de lovligt kunne male. Western Town er bare ét af flere Wallspot-malerier rundt omkring i Barcelona.

Ifølge Wallspots Instagram-profil hjalp platformen med at finde 106 vægge i 22 byer. Desværre blev initiativet lukket ned i september 2024.

Vægmalerierne byder på alt fra tegneseriefigurer og et gigantisk ansigt af Gandhi til en søjle inspireret af græsk arkitektur. På Street Art Cities står der, at den græske søjle blev lavet i 2014.

Min personlige favorit (som den stolte hundemor, jeg er) er et sort-hvidt vægmaleri af et hundeansigt med teksten Adopta, no compres (“Adoptér, køb ikke”) skrevet over.

Vægmaleriet med hundehovedet blev lavet til støtte for den lokale NGO Adopta Love Animals BCN.

Adopta Love Animals BCN hjælper hjemløse hunde og katte på internater med at finde deres forevige hjem. Vægmaleriet i Western Town var en del af en kampagne for at finde et hjem til Rocky, en 11-årig hund, som havde tilbragt 10 år (næsten et helt hundeliv!) på et internat.

Beliggenhed: Hjørnet af Carrer d’ Espronceda og Carrer del Marroc, Poblenou

Poblenou Street art mural with Gandhi and a cartoon bird

NauArt Art Center

Lige over for Wallspot Western Town ligger NauArt, et lokalt kunstcenter i Poblenou.

På væggene omkring NauArt finder du flere vægmalerier, blandt andet farverige ansigter lavet af ure og en gigantisk krop malet på en væg i noget, der mest af alt ligner et parkeringsanlæg.

De fleste vægmalerier vender ud mod Carrer d’Espronceda. Nogle er direkte ud mod gaden, mens andre er gemt bag hegn og mure.

Rundt om hjørnet på Carrer del Marroc finder du også et imponerende portræt af den spanske maler Pablo Picasso malet på en garageport.

Beliggenhed: Carrer d’Espronceda og Carrer del Marroc.

Garage doors painted with street art in Poblenou Barcelona
Parking lot in Poblenou Barcelona with a gigant street art mural of a person laying down

Det store ansigt på væggen

En kort gåtur fra Wallspot Western Town og NauArt finder du et enkeltstående street art-værk i Poblenou.

I en lille passage fra Carrer de Pere IV finder du et stort ansigt malet på siden af tårnet på en gammel industribygning. Ansigtet virker nærmest som om det holder øje med området.

Jeg havde set vægmaleriet nævnt online inden besøget, men kunne ikke finde særlig meget information om det.

Beliggenhed: Carrer de Pere IV 325, Poblenou

Street art mural of a big blue face on the tower in Poblenou, Barcelona

La Escocesa kunstcenter

La Escocesa er en gammel fabriksbygning, der er blevet omdannet til et selvdrevet og kunstnerstyret kunstcenter i Poblenou. La Escocesa et af de bedste steder at opleve lokal gadekunst!

Bygningen, der huser La Escocesa, blev opført i 1852 og blev oprindeligt brugt til produktion af kemikalier til tekstilindustrien. I 1999 blev den gamle fabrik et samlingspunkt for lokale kunstnere.

I 2006 købte et byggefirma bygningen og grunden og planlagde at rive fabrikken ned, hvilket tvang kunstnerne til at forlade stedet.

Året efter (2007) vedtog Barcelonas byråd en byplan, der gjorde La Escocesa til en del af byens industrielle kulturarv og dedikerede stedet til offentlig brug.

Siden 2007 har La Escocesa været en del af Barcelonas strategiske kulturplan og det kulturelle samlingspunkt, du kan opleve i dag. Du kan læse mere om historien bag La Escocesa her.

Jeg havde læst på forhånd, at La Escocesa kun lejlighedsvis er åben for offentligheden. Men da vi kom forbi en lørdag eftermiddag, stod døren åben! Så vi tog chancen og sneg os indenfor.

Lige ved indgangen finder du en smuk mosaikvæg, der dækker hele indgangspartiet. Ifølge skiltet ved siden af mosaikken, blev den lavet i 2014.

Inde i bygningen er væggene dækket af mindre street art-værker. Helt om bagerst i gården er hele bagvæggen er dækket af et gigantisk vægmaleri med stærke farver på sort baggrund.

Bagerst ved La Escocesa finder du også det gamle industritårn, hvor kreative sjæle har tilføjet farver på de nederste dele.

Beliggenhed: Carrer de Pere IV 345, Poblenou

gadekunst i poblenou,Poblenou gadekunst,gadekunst i poblenou barcelona,gadekunsten i Poblenou

Da vi besøgte stedet, så det ud til, at der var noget byggearbejde i gang, og det meste af området omkring tårnet var afspærret.

Mens vi tog billeder af vægmalerierne, kom små grupper af mennesker forbi og gik ind bag i den gamle fabrik.

Ingen sagde noget til os om at være der. Nogle smilede bare af os, mens vi stod med kameraerne rettet mod de store, farverige vægge.

Roser og fugle vægmaleriet

Vægmaleriet Roses and Birds (roser og fugle) ligger en kort gåtur fra La Escocesa på gaden Carrer de la Selva de Mar. Vægmaleriet forestiller to gigantiske fugle, hvor deres kroppe er formet som roser.

Ifølge Street Art Cities blev Roses and Birds-vægmaleriet lavet af street art-kunstnerne Curtis Hylton og Tim Marsh i 2024.

Den rå baggrund fra det gamle hus skaber en flot kontrast til de to smukt udførte hvide fugle.

Beliggenhed: Carrer de la Selva de Mar 94, Poblenou

gadekunst i poblenou,Poblenou gadekunst,gadekunst i poblenou barcelona,gadekunsten i Poblenou

Gadekunst i Passatge Morenes

Lige rundt om hjørnet fra roser og fugle-vægmaleriet finder du et af mine absolut ynglingssteder for gadekunst i Poblenou: Passatge Morenes!

Passatge Morenes er en lille lukket sidegade fra Carrer de la Selva de Mar. På venstre side af sidegaden er hele væggen dækket af smukke, farverige vægmalerier.

Vægmalerierne i Passatge Morenes er lavet af forskellige street art-kunstnere. Her var Street Art Cities-appen virkelig nyttig, da den har hvert enkelt vægmaleri registreret og opdelt efter kunstner.

Ifølge informationen på Street Art Cities blev murmalerierne i Passatge Morenes skabt til støtte for lokalsamfundet i Poblenou, som kæmpede imod ejendomsspekulation. Deres huse er efterfølgende blev erklæret en del af Barcelonas kulturarv.

Det er nok ikke nogen overraskelse, at mit hundemor-hjerte faldt pladask for vægmaleriet på højnet tættest på Carrer de la Selva de Mar, hvor to hunde kigger ud over sidegaden. Vægmaleriet er lavet af Tim Marsh, der er blevet en af mine ynglings kunstere i Barcelonas gadekunst scene.

Beliggenhed: Passatge Morenes, Poblenou

gadekunst i poblenou,Poblenou gadekunst,gadekunst i poblenou barcelona,gadekunsten i Poblenou

Skildpadden af Tim Marsh

Rundt om hjørnet fra Passatge Morenes på Carrer de Cristóbal de Moura finder du endnu et vægmaleri af Tim Marsh. Denne gang er det en farverig, geometrisk skildpadde, der ser ud til at svømme (eller flyve?) med balloner.

Den farverige skildpadde er placeret ved indgangen til kooperativet La Bonita.

Beliggenhed: Carrer de Cristobal de Moura 105, Poblenou

Sælen af Tim Marsh

Drej til venstre ved det næste hjørne fra Tim Marshs skildpadde på Carrer Treball, og du finder endnu et af hans farverige dyr.

På porten til det, der ligner et værksted, finder du en geometrisk sæl i stærke farver på sort baggrund.

Både sælen og skildpadden kan findes i Street Art Cities-appen.

Beliggenhed: Carrer del Treball 109, Poblenou

Hjørnet af Carrer Treball og Carrer de Cristobal de Moura

På det modsatte hjørne af den geometriske sæl, på hjørnet af Carrer Treball og Carrer de Cristóbal de Moura, finder du flere farverige vægmalerier i Poblenou.

Midt blandt de forskellige farverige værker, der vender ud mod Carrer Treball, er der et geometrisk murmaleri af en kvinde.

Ifølge Street Art Cities hedder murmaleriet “Tatiana” (hvem end Tatiana, så er?) og er endnu et af Tim Marshs værker i Barcelona.

Desværre kunne jeg ikke finde ret meget information om de øvrige murmalerier på stedet.

Beliggenhed: Hjørnet Carrer Treball og Carrer de Cristobal de Moura, Poblenou

gadekunst i poblenou,Poblenou gadekunst,gadekunst i poblenou barcelona,gadekunsten i Poblenou

Gadekunst på Carrer Treball og Carrer de Veneçuela

Længere nede ad Carrer Treball, på hjørnet med Carrer de Veneçuela, finder du endnu et par eksemple på gadekunst i Poblenou.

Vægmaleriet er delvist gemt bag en mur til det, der ligner en forladt parkeringsplads eller en byggegrund.

Desværre kunne jeg heller ikke finde information om dette værk. Det ligner et ældre murmaleri, da farverne er noget falmede.

Beliggenhed: Hjørnet af Carrer Treball og Carrer de Veneçuela, Poblenou

gadekunst i poblenou,Poblenou gadekunst,gadekunst i poblenou barcelona,gadekunsten i Poblenou

Få mest mulight ud af at besøge gadekunst i Poblenou

Det var al den street art, vi nåede at opleve i Poblenou denne gang!

Den selvguidede rute til gadekunst i Poblenou tog omkring en time (inklusive fotostop), så det er nemt at tilføje til din rejseplan i Barcelona.

Jeg har stadig en liste med andre steder, jeg gerne vil udforske (som for eksempel Poblenou Zoo og BIOMA), så det kan sagtens være, at indlægget bliver opdateret senere.

Populære guidet turer om gadekunst i Poblenou

For at få endnu mere ud af dit besøg i Poblenou kan du også tilmelde dig en guidet byvandring om gadekunst i Poblenou.

Her er nogle af de mest populære Poblenou gadekunst turer:

Andre populære gadekunst turer i Barcelona

Poblenou er ikke det eneste kvarter i Barcelona med god lokal gadekunst. Både det gotiske kvarter og El Raval tilbyder spændende gadekunst.

Her er nogle af de mest populære gadekunst turer i andre dele af Barcelona:


Afslutningsvis: Er det værd at se gadekunst i Poblenou?

Det korte svar er ja! Gadekunst i Poblenou er helt klart et besøg værd, og det er en fantastisk måde at opleve, hvordan Barcelona udvikler sig som by.

Poblenou er et kvarter i rivende udvikling, og der foregår meget nybyggeri i området. Det betyder, også at det vægmaleri, du ser i dag, måske ikke er der i morgen – eller om et par måneder.

De hurtige forandringer betyder også, at gadekunsten nogle gange forsvinder, når de vægge, de er malet på, bliver revet ned.

Personligt synes jeg, at det var en virkelig fin dagen med at udforske street art i Poblenou. Jeg vil klart anbefale, at du lægger vejen forbi, hvis du er i Barcelona og elsker at gå på opdagelse i lokal gadekunst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.